Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stjernestøv over Aalborg: Danmarks første astronaut besøgte Videnskabsmødet

Af Emil Kjær Jørgensen

Det vrimler med stjerner i Aalborg for tiden.

Den 28. september lagde Barack Obama vejen forbi byen, og i dag fik vi besøg (næsten) helt fra Mælkevejen.

I dag lagde Danmarks første og eneste astronaut, Andreas Mogensen, nemlig vejen forbi Videnskabsmødet lige her i Aalborg.

Læs også: Tre dage med gratis events: Det skal du opleve til Videnskabsmødet

Andreas Mogensen var blevet inviteret med henblik på at dele ud af sine mange spændende anekdoter fra hans rejse væk fra jorden,  jobbet ved ESA, The European Space Agency, og ikke mindst svare på spørgsmål fra de mange nysgerrige og beundrende tilskuere.

16 solopgange hver dag på rumstationen

Andreas Mogensen gav i løbet af foredraget et unikt indblik i hans (rum)rejse mod at blive Danmarks første astronaut.

Han kunne blandt andet fortælle, at han allerede blev fascineret af livet i rummet, da han hørte om Apollo-missionerne tilbage i 4. klasse, og så steg interessen for naturvidenskab og rumfart ellers i løbet af skoletiden.

De fleste har vel på et tidspunkt haft drømmen – men ikke mange når så langt. Det var Andreas Mogensen helt bevidst om, så han satte i stedet kurs mod en karriere inden for rumfartøj.

Som han sagde: “Hvis jeg ikke selv kunne komme ud i rummet, så kunne jeg da hjælpe andre med at komme det.”

I 2008 blev Andreas Mogensens drøm alligevel til virkelighed, da der blev søgt efter nye astronauter. Her var han én ud af seks, der blev udtaget, i en pulje på mere end 9000 europæere.

Den første dansker i historien.

Til oplægget var folk selvsagt også nysgerrige om livet på rumstationen, som Andreas Mogensen befandt sig på i 10 dage.

Stationen befinder sig i en højde på omkring 400 km over havets overflade, hvor den konstant flyver med hele 28.000 km/t. rundt om jorden.

“Det betyder også 16 solopgange og solnedgange i løbet af en dag,” fortalte han fra scenen.

95 % af alt væske på rumstationen bliver genbrugt – også urin og sved.

“Vi joker altid lidt med, at kaffen i går er den samme som i dag … og igen i morgen.”

Drømmen om en tur til Månen

Andreas Mogensen fortalte også om det konkrete forskningsarbejde på rumstationen, hvor han blandt andet filmede unikke optagelser af nogle helt specielle lyn-fænomener i stratosfæren, som forskere på DTU har haft stor nytte af.

En astronaut skal selvfølgelig drømme stort, og Andreas Mogensen kom også ind på fremtiden, hvor hans største drøm er selv at komme til månen.

Det næste store rumprojekt bliver Gateway; en rumstation, der skal i kredsløb om Månen.

Det betyder muligvis mennesker tilbage på Månen allerede i 2024, og måske også en dansker? … man har vel lov at drømme.

“Det mest realistiske er nok endnu en mission til den internationale rumstation, men jeg har ingen konkret dato endnu. Jeg vil sige, at jeg har en god chance, og 2022-2024 er nok realistisk.”

Få svar på dine spørgsmål

Til foredraget svarede Andreas Mogensen  også på en masse gode spørgsmål fra publikum, men her på MigogAalborg fik vi faktisk lov til at møde Andreas Mogensen lidt før alle andre.

Her fik vi muligheden for at stille lige præcis de spørgsmål, som vores følgere på Instagram ville have svar på.

(Du kan også finde svarene fra Andreas Mogensen på vores Instagram-story, hvor vi har også lagt interviewet ind under “Højdepunkter”, som du finder på profilen)

Hvilken uddannelse har du taget for at kunne blive astronaut?

“Jeg har taget en rumfartsuddannelse som ingeniør, men det er ikke et krav for at blive astronaut. Man skal bare være ingeniør, forsker, læge eller pilot.”

Var der noget, der overraskede dig ved at være i rummet?

“Bare det at være vægtløs og leve i vægtløs tilstand, det er jo ikke noget man kan træne eller forberede sig til her nede på jorden. Vi har jo ikke et værelse vi kan gå ind i og så slukke for tyngdekraften.”

Kan man gå i bad i rummet?

“Vi har før i tiden testet et brusebad på blandt andet MIR-rumstationen, og det fungerede bare ikke. Du får en masse små vanddråber, som bare svæver rundt i luften.”

Hvorfor er du astronaut? Du var jo med en russisk raket, er du så ikke kosmonaut?

Astronaut, kosmonaut. Det er det samme. Altså i Rusland bliver vi også kaldt kosmonauter, fordi det er det russiske ord for det. Men når man ikke selv er russer, så plejer man at hedde astronaut. Det har ikke noget at gøre med raketten.”

Bliver man rig af at være astronaut?

“Rig på oplevelser bliver man. Bare det at få lov til at komme i rummet, er jo en kæmpe-kæmpe oplevelse. Hvis jeg var milliardær, ville jeg gerne betale 50 mio. dollars for at komme derop ligesom andre vilde mennesker har gjort.”

Hvad spiser man egentlig ude i rummet?

“Vi har jo ikke noget køkken til at lave mad, så alt det mad vi spiser er enten dåsemad eller så er det frysetørret mad. Og hvis det er dåsemad, så er det bare en dåse med kartofler eller pasta eller ris blandet sammen med fisk, kød eller kylling.”

Hvad var det værste ved at være i rummet?

“I de 10 dage jeg var deroppe, der var ikke noget. Altså jeg kunne forestille mig, at man efter lidt længere tid godt kunne savne en god kop kaffe om morgenen, fordi vi kan ikke drikke ud af en kop eller glas, fordi alting kommer i poser.”

Hvad var det bedste ved at være i rummet?

“Bare det at være vægtløs er enormt sjovt. Det er det tætteste vi kommer på at kunne flyve som mennesker; bare et lille skub og så flyver man ned igennem rumstationen. Men også det er kigge ud af vinduet og kigge ned på vores smukke blå planet er utrolig flot.

Hvordan har livet efter turen i rummet været?

“Jeg arbejder stadig for ESA. De sidste tre år har jeg været udstationeret i Houston, Texas hos NASA, hvor jeg arbejder side om side med de amerikanske astronauter. Så mit liv er det samme som før.”

Har det været svært at bevare jordforbindelsen efter din tur i rummet?

“Det tænker jeg ikke så meget på. Min hverdag er den samme. Især fordi jeg nu arbejder i Houston, Texas sammen med alle de andre astronauter.”

Vil du gøre det igen, hvis du fik buddet?

“Helt sikkert, og det er også bare det, jeg går og venter på nu. Eller arbejder frem imod at komme på mission.”

Hvor vil du helst rejse hen i rummet?

“Den mest interessante planet i øjeblikket er helt sikkert Mars. Det er også vores mål at sende astronauter til Mars på et tidspunkt. Vi tror den har mindet meget om Jorden for milliarder af år tilbage i tiden; det vil sige den har haft en tykkere atmosfære, og der har måske også været vand på Mars, og med de betingelser har der måske også engang været liv.”

Hvis du så et stjerneskud lige nu, hvad ville du så ønske?

“Hvis det skal være realistisk, så vil jeg håbe på at komme på mission til Månen. Det er jo det, vi arbejder frem mod nu, og muligvis så snart som i 2024.”

Astronautens besøg er bare en lille del af Videnskabsmødet, hvor du over tre dage fra i dag torsdag d. 10. oktober frem til 12. oktober kan opleve spændende debatter, aktiviteter, workshops og live-radioudsendelser med særligt fokus på videnskaben, den nyeste forskning og teknologiske fremskridt.

Du finder det fulde program her.

Del artikel

Andre læser også