Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stine løb 246,8 kilometer i rekordtid: Bjerget var det vildeste

Af Michael Qureshi
Stine Rex ved målstregen
Foto: Dan Kristensen
Stine Rex ved målstregen Foto: Dan Kristensen

Der er god grund til at være stolte af Stine Rex, der bor i Aalborg og til daglig arbejder som fitnesskoordinator i DGI Huset i Nordkraft.

I weekenden gennemførte hun det ultimative ekstrem-løb. Det vilde Spartathlon-løb på 246,8 kilometer, hvor man løber fra Athen til Sparta. Men Stine Rex gennemførte ikke bare. Hun klarede det også i en rekordtid som bedste danske kvinde nogensinde. Hun blev nummer fire blandt alle kvinder i løbet og nummer 35 i alt.

En imponerende kraftpræstation. Men der er stadig masser af overskud, da migogaalborg.dk taler med hende tirsdag formiddag.

”Det er faktisk lidt den værste dag i forhold til hele kroppen. De første dage var det mest benene og de forskellige sår, der gjorde ondt. Men nu har jeg eksempelvis ondt i halsen og ganen er hævet underligt nok. Men jeg håber, at jeg er helt frisk i morgen, og kunne jeg selv bestemme, så havde jeg været i fuld gang igen her tirsdag.”

Stine Rex kvalificerede sig automatisk til verdens mest ekstreme ultraløb ved at vinde kvindernes række i 24 timers løbet i Sæby. Så hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle forvente, da hun ankom til Grækenland i sidste uge.

”Man kan vel sige, at det er meget godt, at jeg godt kan være lidt naiv engang imellem. For jeg tog derned sådan uden de store forventninger, ud over at jeg godt ville gennemføre på de 36 timer, man havde. Og så kommer man derned, og det er ikke bare Hr. Og Fru Danmark der er med til det her løb.

Det er tidligere OL-vindere fra forskellige lande, og de havde linet poser op, som de skulle have med på de forskellige depoter og så videre. De havde nok en lidt mere professionel tilgang til det end mig, så jeg stod da der og følte mig lidt undertippet,” forklarer Stine Rex og griner.



Hun har sådan en naturlig charme, når man taler med hende, men hun kan tydeligvis også være benhård, når det gælder. For hun kom over for nogle udfordringer, som hun nok aldrig havde drømt om.

”Jeg delte det lidt ind i maratons, for så var det mere overskueligt for mig. Så var det seks, jeg skulle gennemføre under 36 timer. Den første gik også rigtig fint i et roligt tempo, hvor jeg løb den under fire timer. Men det var også 29-30 grader, så jeg var meget opmærksom på ikke at blive dehydreret. De næste 40 kilometer gik faktisk endnu bedre, hvor jeg løb en ny maraton på 3.30,” fortæller Stine Rex.

Hun endte også med at bryde aftaler med sig selv undervejs.

”Jeg havde jo lovet mig selv, at jeg bare skulle gennemføre, og så var tiden underordnet så længe det var inden for tidsgrænsen. Men jeg kunne slet ikke lade være med at sætte mig op til at overhale, når jeg havde muligheden, og det motiverede mig egentlig også,” fortæller hun.

Stine i Aalborg
Foto: Dan Kristensen

Fredag nat kom så den største udfordring. Et bjerg der skulle overvindes i tusmørke.

”Det var klart det vildeste. De kaldte mig Screaming Girl, fordi jeg skreg hele tiden både op og ned. Der var kun syv grader på det tidspunkt, så det var lettere at løbe, men stigningen var helt sindssyg. Der var man simpelthen nødt til at gå op.

Da jeg så troede, at jeg havde nået toppen, så kunne jeg så godt se pandelamperne i mørket fortsætte endnu længere op. Og det er slet ikke som i Danmark, hvor der måske er et gelænder, så man ikke kan falde ned. Der var ingenting der ligesom sikrede, at man ikke faldt ud over. Det var altså ret skræmmende,” siger fitness-koordinatoren.

Men vejen ned var måske endnu værre.

”Man skulle ned af sådan en grusvej, hvor man bare gled hele tiden. Det var vildt ubehageligt, og man kunne bare høre mange mennesker glide og rutsche ned. Det var helt vildt ubehageligt i komplet mørke. Så der er ingen tvivl om, at bjerget var klart det vildeste på turen,” forklarer Stine.

De sidste 100 kilometer var også meget specielle.

”Det var sådan helt surrealistisk at løbe der og se folk stå og kaste op midt på vejen. Andre lå bare og rystede. Jeg så en voksen mand sidde og græde i vejkanten. En tredjedel af deltagerne gennemfører aldrig, fordi de blandt andet ryger under tidsgrænsen. 80 procent gennemfører til de 36 timer, så det at jeg løb den så hurtigt er noget jeg er helt vildt stolt over,” forklarer hun.

Stine Rex holdt motivationen oppe blandt andet fordi hendes mand Dan var med hele vejen.

”Der var 17 steder, hvor han kunne stå. Så det holdt modet oppe, og jeg glædede mig til at se ham igen hver eneste gang. Så kunne han lige komme med nogle motiverende ord. Jeg fik massage et par gange, men ellers så hvilede jeg mig slet ikke. Ellers var jeg nok ikke kommet i gang igen i løbet.”

Stine Rex sammen med sin mand Dan Foto: Privat
Stine Rex sammen med sin mand Dan
Foto: Privat

På forhånd havde Stine Rex besluttet at hun ville holde sig kørende på hvidt brød og Nutella, men den plan blev ændret undervejs.

“Det var alt for varmt til at indtage sådan noget tørt. I stedet drak jeg meget cola, saftevand og vand. Så holdt jeg mig kørende på bananer og franske kartofler på grund af salten. Det var lidt mærkeligt, for ved alle depoter var der alskens lækkert at vælge imellem, men det var som om, at min krop besluttede selv, hvad jeg skulle indtage for at klare mig bedst.”

Hvad er så den næste udfordring, når man har løbet 246,8 kilometer på 30 timer?

”Danmarksrekorden i 24 timers løbet i Sæby er 217 kilometer. Jeg løb 202 kilometer på 24 timer op af et bjerg og i kuperet terræn i 30 grader. Så på et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at forsøge at slå rekorden herhjemme,” siger Stine Rex og griner.

Og i forhold til sit daglige arbejde i DGI Huset i Nordkraft, kan hun også bruge ekstrem-løbet til meget.

”Mit job handler om at motivere og inspirere andre. Så kan jeg få nogle af de folk jeg arbejder med til lige at give den en ekstra skalle, så er det fantastisk. Det kan være, at de tænker, at hvis Stine kan løbe så langt, så kan jeg også løbe fem kilometer i dag.”

Fik du læst?

Vinbar er det nye sort: Her er fire gode bud i Aalborg

Vino Y Pintxos ligger centralt på Boulevarden
Vino Y Pintxos ligger centralt på Boulevarden

Del artikel

Andre læser også