Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ren luksus: Nu kan du booke en “stilletid” hos frisøren

Af Stine Kjølby Christensen

Der findes 2,5 typer, når man går til frisøren.

Den ene er den, der elsker at have én at snakke med i al den tid, som behandlingen varer. Den anden er den, der decideret frygter det. Og den halve er den lige midt i mellem.

I en tid, hvor der bliver mere og mere fokus på at imødekomme alles individuelle behov og grænser, sker der også en ændring hos frisørerne.

Hos Visions på Vesterbro er man gået forrest på den tur og tilbyder derfor nu en såkaldt “stilletid”, når man booker en behandling hos dem.

Har tænkt på det længe

“Stilletid” vil, som navnet antyder, sige, at man kan få en frisørbehandling uden at behøve at veksle ét eneste ord om hverken jobsituation, nylige skilsmisser eller hvad ens første kæledyr hed.

For Maria Schou Hyldal, der er indehaver af Visions, er tiltaget helt oplagt:

“Jeg har i flere år tænkt, at det ville være smart.

Min veninde i København har brugt det meget, og det har også været min egen opfattelse, at mange gerne vil komme og slappe af, når de er til frisøren, men måske ikke helt kan finde ud af at sige det direkte,” forklarer Maria Schou Hyldal og fortsætter:

“For os er det aldrig akavet, hvis der ikke bliver snakket, og det er jo også rart, at vi engang i mellem ‘bare’ kan fordybe os i vores arbejde. Men det føler nogen jo bare, at det er.”

Maria valgte derfor for nylig at kontakte deres bookingudbyder og spurgte, om der kunne tilføjes tilbuddet om stilletid. Det kunne man nemt.

Luksus i stilhed

Initiativet afspejler den øgede forståelse for, at nogle mennesker sætter pris på stilhed og privatliv under deres skønhedsbehandlinger.

Tit er en tur hos frisøren jo den “alenetid”, man er heldig at få – måske endda i lang tid, og for nogen er det en ekstra luksus, at man ikke behøver at være noget for nogen imens.

Med “stilletid” har kunderne mulighed for at slappe af, nyde behandlingen og måske fordybe sig i egne tanker uden forstyrrelser. Præcis som det kan være svært at opnå i en hektisk hverdag.

Og tilbuddet hos Visions er allerede blevet taget godt imod.

“Allerede dagen efter havde én booket en stilletid, og siden er der flere, der har valgt det til,” fortæller hun.

Maria mener, at det primært er nye kunder og dem, der kommer sjældent, der vil vælge det til:

“Hvis man kun ses et par gange om året, så har man måske ikke det der naturlige og venskabelige forhold til sin frisør, der gør det nemt og rart at snakke. Jeg tror, det er dem, der oftest vil krydse det af.”

Tror det bliver en trend

Hvis man allerede nu tror, at man ved at krydse dette af helt undgår alle former for kontakt, så er det selvfølgelig ikke helt tilfældet.

Når man booker en stilletid, taler man selvfølgelig om frisure og produkterne – men under selve behandlingen er man sikret ro.

“Jeg tror helt sikkert, at det bliver en trend, som mange flere vil følge med på.

Det er jo en nem måde at forventningsafstemme på forhånd, og man skal ikke sidde og være anspændt over, at man skal smalltalke i flere timer,” slutter hun.

Del artikel

Andre læser også