Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stenkast mod studentervogn: Student blev ramt i panden

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

Nordjyllands Politi har modtaget anmeldelse om, at der onsdag aften, d. 30. juni 2021, blev kastet med sten mod en studentervogn i Aalborg. Ingen kom til alvorligt til skade.

Men en 19-årig student blev ramt af en sten i panden, da han kl. ca. 21.10 sammen med sine medstudenter kørte i studentervogn på Sønderbro i Aalborg i nordlig retning ud for busstoppestedet Kærvangshus ud for nr. 31.

Studenten blev tilset på skadestuen, og selvom studenten ikke kom alvorligt til skade, så pådrog han sig en bule i panden, ligesom studenterhuen fik en flænge.

Alle skal kunne færdes frit

Lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Michael Karstenskov, ser med stor alvor på stenkastet.

”Det har været en ubehagelig og farlig oplevelse for de unge mennesker. Og det er uacceptabelt. Alle skal kunne færdes frit og fredeligt i Aalborg,” understreger politikommissæren, der tilføjer, at politiet har været ude på stedet, hvor man har foretaget undersøgelser og afhøringer.

Det er dog ikke lykkedes for politiet at identificere nogle formodede gerningspersoner, men en anden student observerede to drenge, som stod ved busstoppestedet og lavede en ”fuckfinger” til studentervognen umiddelbart før stenkastet. Disse personer beskrives som:

  1. Mand, 15-20 år, mørk i huden, iført bordeauxrød trøje
  2. Mand, 15-20 år, mørk i huden, iført lyserød havari-inspireret skjorte med hvidt på.

Politikommissær Michael Karstenskov pointerer, at politiet gerne vil i kontakt med disse personer og andre vidner, som kan bidrage til at belyse omstændighederne. Man kan ringe til politiet på 114.

Politiet har i dag været i kontakt med studenten, der efter omstændighederne har det fint, men er rystet over hændelsen.