Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Starter torsdag: Festival fylder Aalborg med opera og oplevelser

Af Nathalia Hentze Nielsen

Opera og Aalborg er ikke to ting, man normalt forbinder med hinanden.

Men hvert år i august får kunstformen lov til at sprede sine vinger i byen, og i år er ingen undtagelse.

Aalborg Operafestival afholdes for 19. gang denne sommer og vil foregå fra torsdag den 8. august til søndag den 11. august på forskellige venues i Aalborg og Nordjylland.

Hvis tanken om at sidde to timer til en traditionel operakoncert, får dig til at tøve, kan vi forvisse dig om, at der er masser af nytænkning og kant i forestillingerne.

Hiver du én time ud af kalenderen på lørdag den 10. august kl. 18.30, kan du opleve trippelvinder af MC’s Fight Night, rapperen Pede B, og dobbelt verdensmester i scratch, DJ Noize, fusionere rap, opera og hiphop-scratch på C.W. Obels Plads.

Entré er gratis.

Vilde mash-ups

MigogAalborg hev fat i Pede B for at høre, hvordan det hænger sammen, at to erfarne hiphop-herrer skal spille til en operafestival.

“Vi ved ikke noget om opera,” indrømmer rapperen med det borgerlige navn Peter Ankjær Bigaard, men det kommer ikke til at stoppe musikerne fra at lave et fedt show.

“Showet bliver noget helt andet end det, vi spiller på vores sommertour, men vi sagde ja, fordi det lyder sjovt.

Vi prøver at lade os inspirere af operaklassikere som DJ Noize mixer, og jeg rapper til.

Det bliver nogle vilde mash-ups.”

Pede B er især kendt for sin freestyle rap, og det vil man også opleve til lørdagskoncerten, hvor publikum opfordres til at komme med indspark.

Starter torsdag: Festival fylder Aalborg med opera og oplevelser

 

Torsdag den 8. august afvikles åbningskoncerten for Aalborg Operafestival, og for første gang finder arrangementet sted i Klostergården ved Aalborg Kloster.

Aftenen starter med afsløring af årets modtager af Aalborg Operapris, som i år uddeles i helt nye rammer, når Klostergården lyses op af videokunst og lysdesign i subtilt samspil med jazzikonet Palle Mikkelborg, lydkunstner Mike Sheridan og operasangerinde Helene Gjerris.

Koncertforestillingen foregår udendørs og er særligt skabt til Klostergården, hvor de gamle bygninger og stenbesatte grundplan gør akustikken unik til opera. Klostrets endevæg forvandles til et 60 kvadratmeter stort lærred med lysdesign og kunstnerisk bearbejdede videoprojiceringer af kalkmalerierne.

Opera chill og dødsmetal

Hiphop og opera er ikke de eneste musikgenrer, der bliver godt og grundigt mashet op under operafestivalen.

Fredag den 9. august kl. 21.00 indtager det lokale dødsmetalband Final Hour scenen på Studenterhuset, hvor de i samspil med fire klassiske operasangere blander melodisk dødsmetal og opera i en unik og højtråbende koncertoplevelse.

Er du mere til afslapning og kolde drinks, skal du søge ned til Havnebadet på torsdag den 8. august kl. 17.00, når DJ Katrine Ring mixer værker af bl.a. Nils Frahm og Hans-Erik Philips til Opera Chill.

Find det fulde program for ugen her.

Hvad: Pede B og DJ Noize koncert

Hvor: C.W. Obels Plads. 9000 Aalborg

Hvornår: 10. august, 18.30-19.30

Del artikel

Andre læser også