Startede som 21-årig: Alberte har opbygget en succesforretning
21 år.
Så ung var Alberte Jørgensen, da hun startede virksomheden Rent Nu.
Nu er hun 25 år, har otte fuldtidsansatte og 12 på deltid – og ja, hun er stadig ung, medgiver hun – men Alberte har altid været indstillet på, at det ikke skal være en barriere. Tværtimod.
“Jeg får tit den der ‘du er godt nok ung’, når jeg er ude ved nye kunder, og jeg siger bare ‘ja, det er jeg’,” fortæller Alberte, da vi besøger hende på kontoret.
“Men jeg synes det er fedt. Folk er jo nysgerrige på, hvordan jeg kan eje en virksomhed i den alder, og jeg har altid selv set det som en fordel. Jeg har ikke haft nogle forpligtelser og har kunne gå all-in på det,” tilføjer hun.
En anden vej i livet
Rent Nu er, som navnet afslører, en rengøringsvirksomhed, og Alberte skal være den første til at indrømme, at hun aldrig havde forestillet sig at skulle arbejde inden for den branche.
“Jeg havde nok selv nogle fordomme, og i starten kunne folk godt finde på at spørge, hvorfor i al verden jeg ville arbejde med det.
Da jeg begyndte at kunne ansætte folk, ændrede tonen sig dog, og jeg fik i stedet at vide, at det er sejt,” siger den unge iværksætter og smiler.
Alberte havde ellers forestillet sig, at hun skulle gå på universitet som mange af sine medstuderende, men efter tre år på gymnasiet fandt hun ud af, at hun var ordblind.
“Jeg har altid været glad for at studere, men jeg har brugt ekstremt meget tid på det og aldrig været mega god. Da jeg så finder ud af, at jeg var ordblind, begyndte jeg at overveje om ikke, jeg skulle prøve en anden vej,” forklarer hun.
Den anden vej blev til et år i Tyskland, hvor hun arbejdede for Intel, men så ramte corona-bølgen Europa, og hun måtte skynde sig hjem.
I Aalborg fik hun tilbudt sit tidligere job i en butik. Mavefornemmelsen ville dog noget andet.
“Jeg havde ellers planlagt, at jeg skulle have det fedeste sabbatår og ud af rejse, men det tillod corona ikke rigtig,” Alberte trækker på skuldrene.
En snak med storebroderen endte med at blive det helt store vendepunkt.
“Han foreslog, jeg startede et rengøringsfirma, fordi alle skal jo have gjort rent. Jeg tog AMU kurser i rengøring og lærte så meget om rengøringskemi og materialekendskab. Det var virkelig en aha!-oplevelse for mig,” slår hun fast.
Rent Nu er i dag, hvad man vil kalde en succeshistorie på alle parametre, men det har krævet hårdt benarbejde at nå dertil.
Heldigvis har hun haft stor støtte i sit bagland med en storebror og mor, der begge er iværksættere, og en far med ledelseserfaring, som hun har kunne spørge til råds.
Blevet klogere på nye områder
Selvom ingen kan sætte en finger på Albertes gåpåmod, er der alligevel meget, hun er blevet nødt til at lære undervejs.
Hun har lært at give tilbud til virksomheder, at lave sin egen markedsføring, at holde ansættelsessamtaler og generelt at være en god chef for sine mange ansatte.
Flere af disse ting er hun blevet klogere på gennem BusinessAalborgs StartUp Club.
“Da jeg skulle til at ansætte min første medarbejder, var jeg nede ved BusinessAalborg og få hjælp. De rådgav mig om, hvordan man holder en god jobsamtale
Jeg har kun været til en jobsamtale i mit liv, og det var, da jeg var 16 år og skulle arbejde i butik, så jeg havde brug for nogle gode råd,” indrømmer Alberte.
Der endte faktisk med at gå endnu et år, før den unge iværksætter igen hev fat i iværksætterkonsulenterne; denne gang med henblik på at komme på et Next Step forløb fra Iværksætter Danmark.
“Jeg talte med iværksætterkonsulent Tanja Hovgaard fra StartUp Café Aalborg om Next Step og fik derigennem hjælp til markedsføring.
Jeg er ikke typen, der er god til sociale medier, så jeg var meget glad for forløbet. Det gav mig blandt andet viden om annoncer, statistikker og alt muligt andet,” siger hun.
Selvom hun fik nogle af redskaberne til at markedsføre sin virksomhed, vil hun dog ikke kalde sig ekspert (“jeg er stadig ikke god til sociale medier,” indskyder hun), og derfor har hun også haft en praktikant inde over markedsføringen her i sommeren.
“Det er meget trygt at vide, at jeg har mulighed for at kontakte BusinessAalborg og stille dem en masse spørgsmål. I fremtiden kan jeg helt sikkert forestille mig at bruge dem mere, især når jeg skal til mere dybdegående strategiplanlægning.
Som selvstændig skal man udnytte al den hjælp, man tilbydes,” siger Alberte afslutningsvis.
Har du selv en idé, som du drømmer om at gøre til din levevej? Book et møde med en af BusinessAalborgs iværksætterskonsulenter eller læs mere om BusinessAalborg og StartUp Club her.