Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Få et billede med “stjernerne”: Lørdag er der Star Wars invasion af Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: 501st Legion: Danish Garrison
Foto: 501st Legion: Danish Garrison

Den mest populære person i Aalborg i denne tid er nok Julemanden, som man blandt andet kan besøge på Julemarkedet på Gammel Torv eller i Friis Shoppingcenter.

Men i morgen lørdag d. 15. december får han altså hård konkurrence på selfie-delen.

Fra klokken 11 til 15 bliver byen nemlig “angrebet” af legendariske figurer fra Star Wars universet.

Og det er ikke bare fastelavns-udklædning, de tropper op i.

Det er stort set en-til-en med de dragter, de også bruger i filmens verden, og som i flere tilfælde er købt på internationale auktioner.

“Vi har et krav om, at kostumerne skal være helt tro mod originalerne, så man kan stort set ikke se forskel fra original-kostumerne fra filmen,” fortæller Christian Skriver Sørensen fra 501st Legion: Danish Garrison.

Få et billede med "stjernerne": Lørdag er der Star Wars invasion af Aalborg
Foto: 501st Legion: Danish Garrison

Disse figurer kan du møde

Christian fortæller til MigogAalborg, at man i morgen blandt andet kan stifte bekendtskab med Boba Fett, Stormtrooppers, Jedis, Royal Guards og en Shadow Trooper.

“Vi går rundt inde i centrum og spreder lidt god stemning og ønsker god jul på en lidt anderledes måde.

Vi kommer forbi et par udvalgte butikker, og vi har også en aftale med biblioteket. Folk er mere end velkomne til at få taget et billede med deres yndlingsfigur,” siger Christian.

501st Legion: Danish Garrison udspringer af den internationale 501st Legion, der har over 10.000 aktive medlemmer fordelt over hele verden.

De har tidligere været på besøg i blandt andet Shoppen sidste år

“Vi er jo i bund og grund blot en flok Star Wars nørder, som går op i filmene. Vi giver folk noget glæde og et tiltrængt afbræk fra en til tider stressende hverdag.

Vi er en velgørenhedsorganisation, som blandt andet besøger børneafdelinger på landets sygehuse. Derudover kan man hyre os til konfirmationer, bryllupper, fødselsdage og filmpremierer.

Det koster ikke noget at hyre os – kun det som folk har lyst til donere til Ønskefonden,” fortæller Christian.

I morgen tager de også imod donationer, hvis man har lyst til at give en donation til Ønskefonden.

Christian fortæller MigogAalborg, at 501st Legion: Danish Garrison blandt andet også deltager i et kæmpe Star Wars optog i København til maj.

Der deltager hele 7 garnisoner fra hele verden … og datoen? Det bliver selvfølgelig May the Fourth  (… be with you)

Hvad: Mød figurerne fra Star Wars
Hvor: I hele Aalborg Centrum
Hvornår: Lørdag d. 15. december fra 11-15.

Del artikel

Andre læser også