Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stærkt initiativ fra A. Enggaard: Vil skabe mere byliv i nye områder

Af Michael Qureshi

Der bliver bygget som aldrig før i Aalborg og yderområderne.

En stor del af de nye byggeprojekter står entreprenørvirksomheden A. Enggaard bag. Det er der såmænd ikke noget nyt i.

Igennem tre generationer har A. Enggaard været en vigtig spiller i Aalborgs udvikling. Men hvor virksomheden tidligere var involveret på bygnings-niveau, er den i dag involveret i udvikling af større bydele.

Der tænkes i højere grad mennesker og byliv før byrum og før bygninger. Derfor oprettede A. Enggaard i slutningen af 2017 to nye stillinger med mærkatet bylivskoordinatorer.

Fra Danske Bank og universitetet

Den ene af de to stillinger gik til Hanne Kræn, der efter 37 år i Danske Bank, samt med 12 års erfaring med event planlægning blandt andet hos Aalborg City, havde mod på den nye spændende udfordring.

Den anden stilling gik til Camilla Juul Sørensen, som i sommeren 2017 færdiggjorde sin master i Urban Planning and Management.

Stærkt initiativ fra A. Enggaard: Vil skabe mere byliv i nye områder

Med Hanne Kræns mangeårige erfaring inden for event planlægning, og Camilla Juul Sørensens cand.polyt er de kommet til firmaet med meget forskellige baggrunde.

Ikke desto mindre supplerer duoen hinanden så godt, at der allerede er sket en hel del, siden de tiltrådte hos A. Enggaard.

“Med vores forskellige baggrund arbejder Hanne og jeg utrolig kreativt og innovativt sammen, vi går rigtig godt i spænd og lærer utrolig meget af hinanden. Vores start i de nyoprettede stillinger hos A. Enggaard har været utrolig spændende og lærerig,” siger Camilla Juul Sørensen, og fortsætter;

“I vores udviklingsarbejde arbejder vi på to niveauer. Vi skal hele tiden fokusere på såvel den korte som den lange bane. Et godt eksempel er Østre Havn, hvor vi allerede nu er i gang med at skabe byliv, fordi der allerede er begyndt at flytte mange mennesker ind i området.

Derfor er vores opgave på den korte bane at skabe liv og en masse aktiviteter, så de ikke blot føler, at de bor midt i en byggeplads. Vi arbejder i den forbindelse med midlertidige og blivende aktiviteter.

På den måde sikrer vi, at den bydel, vi hos A. Enggaard udvikler, er levende, fra den dag udviklingen går i gang og fremadrettet” forklarer hun.

Har sikret Food Truck på Østre Havn

MigogAalborg møder duoen Hanne og Camilla suppleret med Projektudviklingschef Anton Hessellund på A. Enggaards kontor i Svenstrup.

Der er god opbakning fra virksomhedens ledelse til, at man får eksekveret på ideerne.

“På Østre Havn har vi arbejdet med at få en Foodtruck derned, og så er vi i fuld gang med at skabe en studiecafé. Det bliver et rigtigt godt sted for de mange unge fra universitetet, som er hver dag i området, og som helt sikkert kommer til at give en masse liv, mens der stadig bygges,” forklarer Hanne Kræn.

Stærkt initiativ fra A. Enggaard: Vil skabe mere byliv i nye områder

For A. Enggaard har det været vigtigt at tage en stor del af ansvaret for at skabe byliv i de områder, hvor de har store projekter.

“Som virksomhed er vi også vokset. Hvor vores opgaver tidligere har været enkelte bygninger, så håndterer vi både her i Aalborg, i Aarhus og i andre byer større bydele nu. Her ønsker vi at tage et ansvar for, hvordan de bydele hænger sammen, og være med til at få skabt noget liv.

Specielt i Aalborg udvikler vi nogle større områder som eksempelvis Østre Havn, Stigsborg Brygge og Spritten.

Vi har tidligere arbejdet med byliv og byrum, men ikke så organiseret som nu hvor vi har ansat Hanne og Camilla til opgaven,” siger Anton Hessellund.

Beboerne skal selv overtage projekterne

For Hanne Kræn og Camilla Juul Sørensen handler det hele tiden om at inddrage både eksisterende og nye beboere i områderne, så meget bliver på deres præmisser.

“Det skal jo helst være sådan, at når vi har bygget færdigt og forladt området, så er der noget stolthed fra beboerne i at overtage de projekter, vi har sat i søen. Fællesskabet kommer ikke til at fungere uden borgerinddragelse. Vi har møder med folk, der har en tilknytning til bydelen og inddrager dem i, hvad de ønsker,” forklarer Hanne Kræn.

Stærkt initiativ fra A. Enggaard: Vil skabe mere byliv i nye områder

Er blevet taget godt imod

For Hanne og Camilla har det også været lidt specielt at træde ind i en mandsdomineret entreprenørverden.

“Man kunne jo godt frygte, at man ville møde den der; ja ja lille ven, det er godt med dig. Men vi er simpelthen blevet taget så godt imod, og vi mærker virkelig, at der lyttes til vores ideer og forslag. Selv om vi arbejder med de lidt blødere værdier, end hvad byggelederne er vant til.

Vi møder en utrolig stor entusiasme hos de forskellige byggeledere, som vil det allerbedste for de områder, de står i spidsen for. Så de er meget lydhøre, og som tilfældet er med Østre Havn, så er der ikke langt fra tanke til handling,” forklarer Camilla Juul Sørensen.

I ledelsen hos A. Enggaard er der ingen tvivl om, at det er den rigtige vej at gå med yderligere fokus på bylivet i de områder, hvor de fremadrettet bygger.

“Som virksomhed har vi hele tiden taget ansvar og støttet mange ting i lokalområdet. Men det er ikke noget, vi har skiltet synderligt med. Det her er nok mere håndgribeligt, hvor man kan se de konkrete resultater af vores arbejde med at skabe mere end bare bygninger.

Vi vil også gerne have de bløde værdier op til overfladen. Det er også blevet taget rigtigt godt imod de forskellige steder, og det bekræfter os blot i, at vi har gjort det rigtige med ansættelserne af bylivskoordinatorer,” slutter Anton Hessellund.

Del artikel

Andre læser også