Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stærk nyhed: AaB sikrer sig Lucas Andersen på lang kontrakt

Af Redaktionen
Foto: AaB LIVE via Facebook
Foto: AaB LIVE via Facebook

AaB havde en god nyhed i godteposen her kort før kampstart mod Brøndby.

Lucas Andersen skifter fra en lejeaftale til en permanent lang fem-årig kontrakt med AaB. Kontrakten løber frem til 2024.

I slutningen af august 2018 vendte Lucas Andersen hjem til AaB på en lejeaftale – seks år efter at han blev solgt til Ajax Amsterdam.

Allerede som tiårig kom Lucas Andersen til AaB fra partnerklubben Aalborg Freja, og i marts 2011 i en alder af blot 16 år blev han AaB’s yngste debutant nogensinde i Superligaen og den yngste debutant i klubben siden 1922.

Lucas er en ener

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

“Vi har aldrig været i tvivl om, at Lucas ville blive den profil for os, som han er blevet, og hans topniveau matches ikke af mange i Superligaen.

Som fodboldspiller er Lucas en ener, og derfor har det også hele tiden været vores mål at tilknytte Lucas på en permanent aftale, og vi er overbeviste om, at vi endnu ikke har set det bedste af Lucas,” siger Allan Gaarde.

Han tilføjer;

“Samlet set er en femårig aftale med Lucas Andersen på vej ind i sin bedste fodboldalder et kæmpe scoop for vores klub og for alle, der har AaB i hjertet, og vi ser frem til, at Lucas nu for alvor kan bidrage til at løfte holdets udvikling til næste niveau,” lyder det fra Allan Gaarde.

Har genfundet spilleglæden

24-årige Lucas Andersen glæder sig over, at der er kommet afklaring omkring fremtiden:

“Jeg føler, at jeg med min tilbagevenden til AaB har fået lige præcis, hvad jeg søgte, nemlig at genfinde spilleglæden.

Samtidig trives både min familie og jeg i Aalborg, og den tryghed er også medvirkende til, at jeg kan præstere mit bedste,” påpeger Lucas Andersen.

Han fortsætter;

“Jeg har stadig store ambitioner, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg igennem AaB kan nå mit højeste niveau og sætte et endnu større aftryk, og jeg ser frem til, at vi som hold og som klub fortsætter udviklingen, for vi har altså en trup med et stort potentiale og masser af talentfulde spillere på vej op gennem systemet,” siger Lucas Andersen.

Lucas Andersen er udover sine 58 officielle kampe og ni scoringer for Hele Nordjyllands Hold noteret for tre A-landskampe og 72 U-landskampe for Danmark.

AaB’s Superligatrup består af 23 spillere, hvoraf 15 har spillet ungdomsfodbold i klubben.

Del artikel

Andre læser også