”SSE22 Raus!”: AaB-fans tager protesten til Hamborg

En gruppe AaB-fans er rejst hele vejen til Hamborg for at gennemføre en markant protest mod klubbens tyske ejere, SSE22.
Det skriver bold.dk.
Aktionen fandt sted ved hovedkontoret for BPTC Sports – også kendt som SSE22 – hvor fansene hang et banner op med det tydelige budskab:
“SSE22 Raus!!!”
Derudover blev bygningen dækket med plakater med samme tekst, og fansene spredte både tennisbolde og boardingkort med ruten Aalborg–Hamborg foran kontoret.
Frustrationen blandt fans har ulmet længe
Protesten kommer efter lang tids stigende utilfredshed med det tyske ejerskab.
Allerede i søndagens hjemmekamp mod Middelfart markerede fansene sig med et stort banner på Vesttribunen med ordene:
“See you in Hamburg. You won’t even feel safe at home.”
Særligt i sidste sæsons afsluttende kamp mod Lyngby i Superligaen blev der sendt klare verbale signaler fra de medrejsende fans om, at SSE22 ikke er ønsket i klubben.
Ejerskabet består
Tilbage i juni trak SSE22 sig fra den aktive drift af klubben, og Jan Peters trådte ud som formand og forlod bestyrelsen.
Men det ændrer ikke på, at selskabet fortsat ejer aktiemajoriteten og for mange fans er dét nok til at holde utilfredsheden i live.
Aktionen i Hamborg er dermed et klart signal fra fanbasen: De ønsker ejerskabet ud – én gang for alle.
Se videoen herunder: