Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spritten-projektet er standset: Her er Martin Nielsens forklaring

Af Michael Qureshi

Det kom som en vaskeægte bombe, da Spritten tidligt fredag på deres Facebook-side meldte ud, at det gigantiske projekt er sat i bero på ubestemt tid.

Faktisk kan hele projektet med lejligheder, nanobryggeri, brewpub, hotel og gourmetrestaurant m.fl være på vippen med en konflikt, der er eskaleret med Aalborg Kommune.

MigogAalborg fangede fredag formiddag initiativtager og partner på hele projektet Martin Nielsen for at få en forklaring på årsagen til den pludselige standsning.

“Vi er dybest set uenige, omkring hvordan en udbygningsaftale må indgås, og i dette tilfælde har Aalborg Kommune krævet, at vi skulle medfinansiere klimasikring af kajarealet nedenfor Spritten.

En lovlig udbygningsaftale efter planlovens §21b, er i vores øjne, når det foregår frivilligt og på opfordring fra grundejeren.

I dette tilfælde har Aalborg Kommune i stedet forsøgt at tvinge en udbygningsaftale ned over hovedet på os,” siger Martin Nielsen som det første.

Spritten-projektet er standset: Her er Martin Nielsens forklaring
Martin Nielsen til et foredrag

Synes det er urimeligt

“Vi skal selvfølgelig betale de ca. 5 mio. kr. (som er vurderingen) for at købe et grundstykke af kommunen i forbindelse med vores Harbour-projekt, men så har de så oveni krævet, at vi er med til at medfinansiere en udbygningsaftale, hvor vi skal betale yderligere 2,5 mio. kr.

Det synes vi bestemt ikke er rimeligt, og vores rådgivere og jurister er helt klare omkring, at det skal være på opfordring fra grundejer, hvis man skal være med til at finansiere udbygning som vejnet, lyskryds og så videre,” forklarer Martin Nielsen.

Når det gælder en udbygningsaftale, så er det blandt andet, at kommune og grundejere i fællesskab kan finansiere tiltag, som forbedrer infrastrukturen.

Sagen sendes afsted af jurister i næste uge

Juristerne fra Spritten A/S vil nu sende sagen afsted til Kommunale Tilsyn i næste uge.

“Vi ønsker at få prøvet sagen på et højere niveau, fordi vi ikke synes, det er rimeligt, og fordi vi, set fra vores stol, ikke mener, at det er efter bogen.

Vi kan selvfølgelig ikke lægge navn til, at ting ikke går efter bogen, når vi samtidig også har så kendte samarbejdspartnere som BIG (Bjarke Ingels Group), Carlsberg, Summerbird og så videre,” forklarer Martin Nielsen.

Sagen stopper heller ikke kun der.

Spritten-projektet er standset: Her er Martin Nielsens forklaring
Foto: Claus Rene Pedersen

 

Træt af forskelsbehandling

Fra Spritten A/S’ side mener man, at Aalborg Kommune har givet fordele til A. Enggaard på nabogrunden, og det er også noget, som man vil have vurderet på højeste instans.

“Jeg synes ikke, kommunen behandler os ligeværdigt.

Vores udgangspunkt er, at en kommune altid skal behandle borgerne ens.

Vi fik lov til at købe nogle få ekstra byggeretter til markedspris for at kunne finansiere en udbygningsaftale, mens A. Enggaard kunne få byggeretterne gratis på eget jord, og til en værdi der var langt større, end det A. Enggaard skulle have betalt for sin del af udbygningsaftalen.

Det er i hvert fald vores vurdering af sagen.

Der er ting, som vi synes, ser mærkelig ud, og derfor har vi valgt også at få dette prøvet i det kommunale tilsyn,” siger Martin Nielsen.

“Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er en kritik rettet mod A. Enggaard, men vi påpeger ganske enkelt, at vi føler os forskelsbehandlet af Aalborg Kommune.”

Et projekt der vil gavne Aalborg

Han fortsætter;

Vores økonomi er sårbar, og vi har ikke en uendelig pengepung til det her projekt, blandt andet grundet den store fredning af den gamle anlæg.

Det kan dog bekræftes, at vi 1. februar i år opnåede fuld finansieringstilsagn på det samlede projekt.

Det her er et projekt, som vil gavne Aalborg.

Et projekt der vil skabe 350-450 arbejdspladser, og som kan sende milliarder til byen via turistindtægter og øget international interesse,” forklarer Martin Nielsen.

Spritten-projektet er standset: Her er Martin Nielsens forklaring

Alle mand er sendt hjem

Lige nu er alt sat i bero, og der er ingen udsigt til, at tingene afklares hurtigt.

“Alt er sat i bero, og alle folk er sendt hjem. Det drejer sig om noget, som er langt mere end bare os.

Tingene skal være lige for alle, og det skal gå efter bogen. Vi ønsker ikke at tvinges til noget, som efter vores vurdering ikke er lovligt.

Vi synes selv, at vi er med til at give Aalborg den største gave i 50 år, og samtlige borgere vi har talt med, har været enormt positive omkring projektet.

Så synes vi ikke, at det er fair, at kommunen behandler os på denne måde,” forklarer Martin Nielsen.

Sådan svarer Aalborg Kommune

MigogAalborg har også forelagt sagen for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Direktør i By- og Landskabsforvaltningen Anders Fokdal udtaler:

”Spritfabrikkens område er et af Aalborg Kommunes højt prioriteret byomdannelsesområder, og udviklingen af området er et spændende projekt for hele byen.

Vi har undervejs i projektet haft dialog med alle parter omkring Spritten herunder også med Spritten A/S og Martin Nielsen – en dialog, som vi meget gerne fortsætter, og som vi øvrigt også har opfordret og inviteret ind til,” slutter Anders Fokdal, der ikke har yderligere kommentarer.

Kunstprojekt fortsætter

Fonden Artcenter Spritten har ligeledes sendt en udtalelse;

“Vi er i Fonden Artcenter Spritten kede af at erfare, at selskabet bag udviklingen af dele af den gamle spritfabrik, Spritten A/S, sætter udviklingen af deres del af fabrikken i bero på ubestemt tid.

Det er naturligvis kedeligt nyt for en fond, der har som ambition at skabe fremtidens kunsthal og Aalborgs nye vartegn i skikkelse af den fem etager høje monumentale skulptur Cloud City.

Såvel Cloud City som den kommende kunsthal lever imidlertid i bedste velgående.

Fonden Artcenter Spritten er en selvstændig enhed såvel juridisk som økonomisk.

Udviklingen af en fredet og historisk fabrik er et kolossalt projekt.

Rigtig mange mennesker lægger enorme kræfter i den omfattende planlægning af hele den nye bydel.

Og mens vi håber, at Spritten A/S vil lykkes med at få kabalen til at gå op og snarest være tilbage på sporet, så fortsætter vi naturligvis efter planen arbejdet med at udvikle det, der bliver en både fantastisk og nytænkende kunstinstitution til glæde for Aalborg og Nordjylland.”

Del artikel

Andre læser også