Efter et halvt år: Spisested lukker i midtbyen
Den 1. marts åbnede et nyt spisested på Boulevarden med et spændende koncept.
Dorentina Mehmeti slog dørene op til sin smoothiebowl-bar Bliss Bowl, hvor hun laver sunde smoothiebowls.
Idéen er at tilbyde aalborgenserne fastfood, der både er sundt, nærende og lækkert på samme tid.
At det er særdeles lækre og velsmagende bowls, kan vi godt skrive under på, men nu er der desværre trist nyt.
Dorentina fortæller, at det ikke længere kan løbe rundt i forretningen.
“Det kører simpelthen ikke rundt. Jeg har forsøgt at presse prisen og alt i bund, fordi principper og konceptet er, at sund mad skal være lettilgængeligt og for alle, men det fungerer jo så også kun med noget mere trafik, og det er der bare ikke lige nu,” siger hun ærligt.
Arbejder videre med konceptet
Er du vilde med de sunde smoothiebowls, kan du stadig nå at få dem lidt endnu.
Bliss Bowl lukker nemlig først engang i midt august.
Hvornår den endelige dato bliver, kan Dorentina endnu ikke sige, men det er værd at holde øje med spisestedets Facebook-side, da hun kommer til at sælge billigt ud af sit lager.
Selvom aalborgenserne ikke har været helt solgt på konceptet i år, betyder det dog ikke, at den unge iværksætter giver op.
“Jamen jeg tror faktisk stadig fuldkomment på konceptet og princippet bag, så måske arbejde videre med det men med nogle andre rammer måske. Jeg er allerede gået i tænkeboks,” slår hun fast.