Det bliver historisk: I næste uge kan du spise en middag PÅ Limfjordsbroen

Vil du være med til at skrive historie i Aalborg?
I år kan du for første gang nogensinde og som et enkeltstående ekstraordinært event komme til middag på Limfjordsbroen.
Nordjysk Madfestival samt en række samarbejdspartnere har nu gjort det muligt, at man for en enkelt aften kan få lov til at spise aftensmad midt på Limfjordsbroen.
Det bliver med garanti for en enkelt aften den vildeste restaurantoplevelse, du kan få i Aalborg med en helt unik udsigt i første parket til Havnefronten.
I år fylder Limfjordsbroen 90 år, og det skal fejres til den helt store guldmedalje.
Det synes man i hvert fald hos Nordjysk Madfestival, der har fået det umulige til at ske.
Ene del af Limfjordsbroen spærres
Her har man nemlig de seneste måneder arbejdet benhårdt på at kunne give aalborgenserne en helt særlig gastronomisk oplevelse i forbindelse med åbningen af årets Nordjysk Madfestival.
Det sker i næste uge på torsdag d. 24. august fra klokken 18.30.
Her spærres den ene del af Limfjordsbroen for den almindelige trafik, og så kommer over 200 gæster til langbordsmiddag til en historisk begivenhed i Aalborg.
“Vi forsøger hvert år til madfestivalen at lave noget helt ekstraordinært for at hylde maden.
Sidste år var det middagen på siden af siloen, og i år var det oplagt at fejre broen i samme ombæring, som jo skaber den vildeste ramme for en langbordsmiddag.
Vi har allerede sommerfugle i maven og glæder os til holde 90 års fødselsdag og åbne madfestivalen med manér,” fortæller Sarah Kruse, arrangør af Nordjysk Madfestival.
Og alle er velkommen.
Du kan selv booke billet til denne sublime madoplevelse, hvor der samtidig afholdes Regatta på Havnefronten.
Byens bedste udsigt
Det betyder, at du får byens smukkeste udsigt lige ned til alle de store skibe og vores smukke Havnefront.
Men der er altså kun et begrænset antal billetter i salg, og der forventes stor interesse for begivenheden.
Derfor gælder det om at slå til hurtigt, hvis du vil sikre dig plads til en aften på Limfjordsbroen.
Det kommer helt lavpraktisk til at foregå sådan, at en billet koster 149 kr.
Når du har købt den, så får du adgang til Langbordsmiddag på Limfjordsbroen torsdag d. 24. august.
Flere af Aalborgs bedste restauranter serverer en tapasanretning for dig og dine ledsagere, og der vil desuden være en rullende bar, hvor man kan tilkøbe drikkevarer.
Det er Pingvin, Mapak, Provence og Textur, der står for maden.
Skulle der blæse alt for meget til at arrangementet gennemføres, så refunderes billetten naturligvis, så det skal du ikke bekymre dig om.
Arrangementet har ikke været muligt at få op og stå uden gode samarbejdspartnere og ikke mindst sponsorer.
Hos Port of Aalborg er man glade for at bakke det helt særlige initiativ op, som også ventes at få stor opmærksomhed i landsdækkende medier.
“Uden Limfjorden, ingen havn.
Limfjordsbroen satte for alvor fart under handlen mellem nord og syd – og det har i høj grad også påvirket os som havn.
Vi har meget at takke Limfjordsbroen for, og derfor vil vi naturligvis være med til at markere den runde dag sammen med Madfestivalen og byens borgere,” udtaler Kristian Thulesen Dahl, direktør for Port of Aalborg.
Hvad: Middag på Limfjordsbroen
Hvornår: Torsdag d. 24. august kl. 18.30
Hvor: PÅ Limfjordsbroen
Billetter her – begrænset antal