Spektakulært: Stor vikingeskat fundet tæt på Aalborg
Der er blevet gjort et stort vikingefund i Himmerland.
Det afslører Nordjyske Museer på Facebook.
En privat himmerlænding indleverede i går to armringe af guld, som han havde fundet liggende på jorden i kanten af en markvej.
“Ringene stammer fra vikingetiden, og museets arkæologer rykkede derfor straks ud for at undersøge fundstedet nærmere.
En grundig metaldetektering af området afslørede endnu en tilsvarende armring på stedet,” afslører de i opslaget.
Undersøgelse af fundområdet, som ligger på privat jord uden offentlig adgang, er nu afsluttet og alt guldet ligger indtil videre trygt og godt i museets magasin.
Nordjyske Museer ønsker ikke at udtale sig mere om fundet – og billeder må vi også vente spændt på.
“Mere information om guldskatten offentliggøres i løbet af et par uger. Vi arbejder på, at fundet kan blive udstillet på Aalborg Historiske Museum senere på året,” fortæller de dog.
MigogAalborg følger naturligvis spændt med i udviklingen.