Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Friske fisk og delikatesser: Her åbner en helt ny specialbutik i byen

Af Nathalia Hentze Nielsen

Kunder hos Bak’s Friske Fisk & Delikatesser fik sig noget af et chok i sidste måned, da de blev mødt med lukkede døre og et skilt, der proklamerede at butikken var permanent lukket.

Det var en konkurs, der tvang fiskebutikken i knæ efter syv år i Øgadekvarteret, men nu kan MigogAalborg fortælle, at lokalerne på Sjællandsgade 55 ikke vil stå tomme meget længere.

mandag den 8. juli kl. 10.00 åbner en ny fiskebutik ved navn Fisk & Ost, der – akkurat som navnet lægger op til – kommer til at sælge friske fisk og nordjysk ost.

Det er Flemming Pedersen, der er den nye mand bag disken, og nogle nordjyder vil måske kunne genkende fiskehandleren.

Flemming blev nemlig udlært fra netop Bak’s i 2017 og har de seneste to år kørt Nordjylland tyndt med sin egen fiskebil, FP Fisk.

Nu lukker og slukker FP Fisk dog til fordel for drømmen om at have sin egen butik, og selvom det hele er sket noget hurtigere, end han regnede med, glæder hjørringenseren sig til at sætte sit eget præg på stedet:

“Jeg ville gerne have overtaget butikken den 1. januar 2020, men pga. konkursen måtte jeg lige pludselig overveje ‘skal jeg, skal jeg ikke’ overtage den nu.

Så besluttede jeg mig for, at det skal jeg.”

Høj kvalitet og nytænkning

Selvom Flemming Pedersen har sin træning fra Bak’s og lokalerne er de samme, skal man ikke forvente, at alt er som det plejer, når man handler hos Fisk & Ost.

Planen er at forny sig, og det kommer man til at mærke helt fra start.

“Jeg vil gerne et niveau op kvalitetsmæssigt og fokusere på, at det skal være en specialforretning,” fortæller Flemming Pedersen.

Special-elementet kommer især i form af takeaway retter og produkter fra Ingstrup mejeri, som f.eks. ost, smør, fløde og mælk.

Man kommer bl.a. til at kunne bestille en bakke med forskellige typer fisk, som rangerer fra kulmule til torsk, lyssej og knorhale m.m., tilsat ristede kartofler og ristede rodfrugter.

Et sundt og godt alternativ til klassikerne pizza og burger.

“De kloge siger, at salget af takeaway vil stige med 3 milliarder kroner indenfor de næste tre år, så det er med at komme ind, mens man kan,” forklarer den erfarne fiskehandler.

Vi kunne heller ikke dy os for at spørge, hvorfor butikken sælger både fisk og ost – en kombination man ikke lige møder andre steder.

Til det svarer Flemming helt kort og kontant:

“Fisk og ost er en god kombination.”

Friske fisk og delikatesser: Her åbner en helt ny specialbutik i byen

Ingen spild

Udover de nye koncepter med takeaway og ost, vil Flemming Pedersen også introducere kunderne for en bæredygtig måde at tænke den ferske spise på:

“Jeg arbejder udfra princippet, at der ikke skal være noget spild.

Vi skal bruge den råvare, vi har.”

Det må siges at være en forfriskende holdning i en madindustri, der først i nyere tid er begyndt at få øjnene op for madspild.

Udover den bæredygtige fremgangsmåde fremhæver den nye butiksejer også, at alt fisk skal være helt frisk, og at de som udgangspunkt aldrig fryser det ned.

“Man skal lære at bruge sit fisk før, man tager sidste udvej og fryser det,” forklarer Flemming og viderefører dermed en af de mange værdifulde lektioner, han har taget med sig fra sit studie på Fiskeriskolen i Thyborøn samt fra tiden med FP Fisk.

Læs mere om Fisk & Ost her.

Hvad: Fisk & Ost

Hvor: Sjællandsgade 55, 9000 Aalborg

Hvornår: Mandag den 8. juli, kl. 10.00.

Del artikel

Andre læser også