Ny funktion på din telefon: Spar brændstof eller el på bilen når du kører

Det er blevet væsentligt dyrere at tanke bilen op og i den grad også at lade elbilen fuldt op.
Derfor kan det være nødvendigt at tænke sig lidt ekstra om, hvordan man både kører og hvilken vej man kører for at spare, hvor man kan.
Det kommer der snart en løsning på i Danmark.

Snart indfører Google Maps nemlig en brændstofsbesparende rute som et grønnere alternativ til din destination.
Det skriver Google i en pressemeddelelse.
Funktionen hedder Brændstofbesparende ruter, og dukker op, når der er et grønnere alternativ til den hurtigste rute.
Giver bedste bud på at spare på benzin/el
På en myldretidstur fra Silkeborg til Randers kan det fx være muligt at reducere benzinforbruget med cirka 25 procent ved at følge en omvej, der er fire minutter længere.
Tilsvarende kan man reducere sit energiforbrug i en elbil med 10 procent på en tur fra København til Gilleleje ved at lægge ét minut til køretiden.
Her i Aalborg og øvrige Nordjylland vil den nye tjeneste også give forslag på hvilke alternative veje, som vil spare dig på benzin- eller strømforbruget på bilen.

Meget tyder på, at danskerne i høj grad ønsker at køre grønnere og mere brændstofbesparende.
En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget blandt 1.001 danskere, viser, at næsten to tredjedele – 64 procent – er villige til at forlænge køreturen, hvis det reducerer brændstofforbruget.
Vi er klar på en længere køretur
Ved en køretur på én time er 14% af danskerne klar til at køre mellem 1 og 5 minutter længere, 31% vil køre 6 til 10 minutter mere, mens 25% er klar til at bruge mellem 11 og 15 minutter mere bag rattet. 4 procent er klar til endnu længere køretid.
“Det er meget opløftende at se danskernes parathed til at ændre hverdagens vaner, så det potentielt kan gavne både miljøet og egen pengepung – også selvom det koster lidt bekvemmelighed.
Det er den slags små valg, som virkelig batter, når man ganger det op på bilister i hele Danmark. Eller for den sags skyld én milliard brugere over hele verden.
Selvfølgelig er et endnu grønnere alternativ cyklen, men nogle har brug for at køre, og så kan de ligeså godt gøre det så brændstofbesparende som muligt,” siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Den nye funktion rulles gradvist ud til de danske brugere i løbet af de kommende uger på både iOS og Android.
For at bruge funktionen, indtaster du en destination i Google Maps. App’en viser derefter den hurtigste rute og et brændstofbesparende alternativ, hvis den er stort set lige så hurtig at følge.
Den brændstofbesparende rute er markeret med et lille grønt og hvidt blad, og der medfølger et overslag på, hvor meget brændstof du kan spare ved at følge netop den rute. Ofte er den hurtigst rute dog også den grønneste.
Forslagene er dynamiske og baserer sig på data om fx trafikken, terrænet og fartbegrænsninger. Eksempelvis er konstant fart mere besparende