Flere ændringer til Aalborg Karneval: Her bliver der spærret i byen
Lørdag er dagen, som rigtig mange har ventet på i et helt år.
I 2022 var der rekordmange deltagere med op mod 90.000 deltagere, der slog den hidtidige rekord fra 2019 med 85.000 deltagere.
Om rekorden bliver slået igen i år, er ikke til at sige, men sikkert er det, at de mange tusinde karnevalister og tilskuere kommer til at påvirke trafikken rundt omkring i det centrale Aalborg.
Ikke desto mindre er det også vigtigt at understrege, at der findes alternative veje ind til midtbyen.
Disse veje spærres
Vejene, hvor paraderne går, er spærret for trafik. Der er tale om nedenstående veje:
Vestbyen: Kastetvej og Borgergade afspærres fra ca. klokken 9.30 til 15.00
Nørresundby: Mellem Broerne, Havnegade og Limfjordsbroen afspærres fra ca. klokken 9.00 til 12.00
Østerport: Skibsbyggerivej, Nyhavnsgade, Strandvejen (Øst) og Ved Stranden afspærres fra ca. klokken 9.30 til 13.00
Alle paraderne samles på Vesterbro, som er spærret fra ca. klokken 9.00, og området omkring Kildeparken forventes at være lukket indtil omkring 22.00.
Se hvor på vejene der helt nøjagtigt vil være lukket af her:
Det vigtigste til karneval er og bliver selve optoget, og som altid er der forskellige startpunkter i byen.
Hvor sidste års paradeoptog var påvirket af al vejarbejdet i byen med lidt ændringer i ruten – især i Vestbyen og på Vesterbro – bliver ruterne i år, som man kender det.
Nørresundby
I Nørresundby er der paradestart klokken 10.00, hvor det i år går løs fra Mellem Broerne langs havnen vest for Limfjordsbroen.
Østerport
På Østerport er der start klokken 10.30, og her er alt, som det plejer med start på Østerbro ved Skibsbyggerivej.
Vestbyen
Sidst, men ikke mindst er der Vestbyen, hvor optoget er tilbage med den klassiske rute, som starter ved Haraldslund på Kastetvej.
Når selve paraden nærmer sig sin afslutning, er der mange, der tager mod Kildeparken, hvor der vil være mulighed for at sætte sig og slappe lidt af, købe noget mere at drikke og lytte til musik.
Hvis du har planer om at forsætte festen i parken, skal du først og fremmest huske at købe et armbånd, og herefter kan du opdatere dig på de mange musikere, der kommer forbi.
Årets kunstnere
Når paraden når sin ende, og festen fortsætter i Kildeparken, er der ogs et spækket program med en masse fede navne, der holder gang i festen.
Sivas, Faustix, Hedegaard, Djämes Braun, Wafande og mange andre pryder plakaten.
Se alle navnene på plakaten her:
OBS! Kildeparken åbner kl. 11.00 og lukker klokken 23.00.
Se det præcise program for de to scener, Stjernescenen og Diskoscenen, her.
Større sikkerhed
Aalborg Karneval har i år endnu større fokus på sikkerhed end nogensinde. Blandt andet er det ikke længere tilladt at medbringe drikkevarer i Kildeparken.
“Sidste år havde vi et forhøjet antal af kasteskader på hoved og øjne, fordi vores gæster i kådhed kaster med deres drikkevarer.
Vi vil gerne passe bedst muligt på vores mange karnevalister. Derfor tager vi nu de forholdsregler, der skal til for at minimere den risiko,” siger Søren Korsgaard, Sikkershedschef ved Aalborg Karneval.
Der vil også være flere vagter med i paraden end normalt samt mere politi.
Desuden uddeler Aalborg Karneval 10.000 vandposer til karnevalisterne udover de vanddepoter, der allerede er på turen, så ingen kommer til at dehydrere undervejs.
Alt dette bliver gjort ene og alene for at passe på deres højtelskede gæster og give dem det bedst tænkelige karneval.