Piloter mødte op i shorts og klipklapper: Ny sommerrute fra Aalborg blev indviet
Der var både sommerstemning, klipklapper og lidt Maldiverne-vibes i Aalborg Lufthavn, da en ny direkte sommerrute til Læsø blev skudt i gang.
Mandag startede NORDIC Seaplanes nemlig den nye rute mellem Aalborg og Læsø, som bringer passagererne direkte til den populære ferieø på bare 20 minutter.
Og i Aalborg Lufthavn måtte man lige kigge en ekstra gang, da piloterne mødte op i shorts og klipklapper.
Men det er faktisk helt efter bogen.
Skal ud på flyets pontoner
Når man flyver vandfly, hører klipklapper nemlig med til uniformen. Piloterne skal ofte ud på flyets pontoner, når de arbejder omkring flyet, og her er klipklapper langt mere praktiske end tunge sko.
Ruten skal betjenes af et amfibiefly, der både kan lette og lande på vand og asfalt.
Derfor kan flyet lette fra vandet ved Langelinie i København og lande på asfalt i Byrum og i Aalborg.
Flyruten er nemlig fra København over Læsø og så til Aalborg samt retur.
Samtidig er der en ekstra sjov detalje ved dagens piloter.
Begge har tidligere fløjet vandfly på Maldiverne, hvor den type fly er en fast del af hverdagen.
Nu er de i stedet rykket til Nordjylland, hvor turen går mellem Aalborg og Læsø.
Den nye sommerrute flyves af NORDIC Seaplanes fra 7. juli til 14. august.
Til Læsø på 20 minutter
I juli er der afgange tirsdage og fredage, mens der i august flyves mandage og fredage med enkelte undtagelser.
Flyet afgår fra Aalborg Lufthavn klokken 12.30 og fra Læsø klokken 11.50.
Hos Aalborg Lufthavn glæder man sig over den nye forbindelse.
“Vi er glade for, at der denne sommer bliver etableret en direkte flyforbindelse mellem Aalborg og Læsø.
Med en flyvetid på kun 20 minutter bliver det endnu nemmere at opleve alt det, Læsø har at byde på, og samtidig styrker ruten tilgængeligheden mellem Aalborg og ferieøen,” siger Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.
Læsø er kendt for sine brede sandstrande, unikke natur, saltsyderiet, lokale gastronomi og rolige ferieatmosfære.
Med den nye rute bliver det muligt både at tage på et kortere ophold eller et længere ferieophold på øen, uden den lange rejsevej.
Og selv om destinationen er Læsø og ikke Maldiverne, var der altså alligevel lidt tropisk stemning i Aalborg Lufthavn, da de klipklap-klædte piloter satte kurs mod ferieøen.