Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vild udstilling: Sommerhus i fuld størrelse er flyttet ind på Utzon Center

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Utzon Center
Foto: Utzon Center

De fleste danskere har et mere eller mindre nært forhold til sommerhuse, der er en vigtig del af den danske kulturarv.

Nu kan du snart komme helt tæt på historien om de små huse, når Utzon Center åbner udstillingen SOMMERHUS i morgen, den 18. marts.

Det skriver Utzon Center i en pressemeddelelse.

Her kan du komme med på en rejse gennem sommerhusets arkitektur og historie. Fra hyggeligt træhus til feriepalads. Og til en fremtid med små og bæredygtige huse.

Hvis der er to ting, der hænger sammen, så er det “sommerhus” og “is,” så derfor bliver åbningen af udstillingen i morgen fejres med gratis is til de første 150 gæster, der besøger udstillingen.

Vild udstilling: Sommerhus i fuld størrelse er flyttet ind på Utzon Center
Foto: Utzon Center

Fremtid i fuld størrelse

Det helt særlige ved udstillingen er, at du kan opleve et sommerhus i fuld størrelse midt i Utzon Center. Ja, du læste rigtigt.

På udstillingen har Utzon Center nemlig placeret et sommerhus, der er designet af BIG for LiveKlein, der støtter udstillingen sammen med den filantropiske forening Realdania.

Og normalt er Bjarke Ingels og BIG nok mest kendt for enorme projekter med bydele og højhuse.

“Klein A45 et præfabrikeret hus, der i princippet kan stilles, hvor som helst, og som noget helt særligt kommer det til at ligge i Utzon Centers gårdhave og blive en del af udstillingen. Bæredygtig sommerhusarkitektur handler blandt andet om midlertidig bosættelse, og at vi bygger mindre men bedre

Her er Klein A45 virkelig interessant, for det er ikke meget større end et skrin eller et skur. Der er noget lystbetonet og drømmende over huset, og det er i hvert fald nogle gode kvaliteter ved et sommerhus;” siger udstillingsdirektør Line Nørskov Eriksen.

Hvordan får man så et helt sommerhus ind på Utzon Center, tænker du nok … Det kan du se lige her:

Feriepaladser og landskab

I mere end 100 år har sommerhuse været en legeplads for arkitekter. Her kunne de drømme, eksperimentere og slippe fantasien løs.

Men mange af de moderne feriepaladser har mistet fornemmelsen for landskabet og den røde tråd til de historiske sommerhuse, som vi har bygget siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Sommerhusområderne ændrer også karakter. I dag ligner mange af dem parcelhuskvarterer. Og den stille morgenstund forsvinder i lyden af plæneklippere.

“Forskellighed og indlevelsen i landskabet er noget af det, der kendetegner dansk sommerhusarkitektur. Men måske er det på tide at rejse spørgsmålet om, hvorfor vi bygger sommerhuse i dag. Flere steder kan man se eksempler på meget store sommerhuse, og der er sommerhusområder, som minder mere om parcelhuskvarterer end det, vi traditionelt forbinder med sommerlandets arkitektur,” siger udstillingsdirektør Line Nørskov Eriksen.

Arkitektur er en langsom kunstart, og både tid og penge sætter sine begrænsninger. Men hos mange tegnestuer, uanset om de er unge eller gamle, store eller små, fornemmer man klart, at bæredygtighed ikke længere er en stilart men et grundvilkår.

“Så hvad skal sommerhuse kunne, som helsårsboligen ikke kan? Og går vi rigtigt til værks? Arkitektur er en langsom kunstart, og både tid og penge sætter sine begrænsninger. Men hos mange tegnestuer, uanset om de er unge eller gamle, store eller små, fornemmer man klart, at bæredygtighed ikke længere er en stilart men et grundvilkår.

Deres arbejde peger i retning af flere træer, færre græsplæner, midlertidig bosætning, færre kvadratmeter og flere klima-smarte materialer. Vores fineste opgave med udstillingen er at inspirere, og vi har masser af fantastiske sommerhuse at vise frem,” siger Line Nørskov Eriksen, udstillingsdirektør.

Vild udstilling: Sommerhus i fuld størrelse er flyttet ind på Utzon Center
Foto: Utzon Center

Det kan du møde på udstillingen

På udstillingen kan du sanse, røre og føle sommerhusets arkitektur. Du får inspiration til dit eget sommerhus.

Dyk ned i nye og gamle klassikere af blandt andre Arne Jacobsen, Anton Rosen, Vilhelm Wolert, Friis og Moltke, Erik Korshagen, Mette Lange, Praksis Arkitekter, Karen Kjærgaard, Kim Lenschow, Søren Pihlmann, OS Arkitekter, Lendager Group og Claus Bonderup. Og oplev A45, der er tegnet af BIG for LiveKlein.

Hvad: SOMMERHUS-udstilling
Hvor: Utzon Center
Hvornår: 18. marts 2022 – 8. jan 2023

Du kan læse mere om udstillingen her.

Del artikel

Andre læser også