Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Sommeren er i fuldt flor, og hvad passer bedre i hånden end en kølig cocktail på en varm sommeraften.

Der er nok terrasser og lækre cocktails at vælge mellem i byen, men medmindre du er rættig dedikeret, bliver det svært at nå dem alle.

Derfor har vi håndplukket fem cocktails, som vi synes emmer af sommer – både på smag og udseende.

Så tag et par venner eller kollegaer under armen og begiv jer afsted på en mini tour de cocktail.

Den gøglede: Pincho Nation

Serveret i store vinglas med citron, mynte, blade og små paraplyer er cocktailen Mary Poppins denne guides absolut mest ferieagtige (og gøglede) cocktail.

Det er lige den type cocktail, du kunne få serveret på stranden på Tenerife eller ved poolen i Las Vegas.

Hos Pincho Nation, hvor cocktailen kan købes, er der godt nok hverken pool eller strand, men du kan sidde på deres terrasse med udsigt til Gaden – og det kan også noget på en solrig eftermiddag.

Ligesom udseendet er i en kategori for sig, kan det samme siges om smagen.

Cocktailen består af hindbærlikør, vaniljevodka, citron, hjemmelavet rarbarer/jordbær miks og 7Up. Smagen er meget kraftig og minder os lidt om vingummi.

“Det er lidt nostalgisk. Smagen minder om noget slik fra barndommen,” lyder en af kommentarerne.

Er du ikke til Mary Poppins, kan du også udforske resten af Pincho Nation’s sommercocktailmenukort, som indeholder en del nye spritz’er.

Pris: 85 kroner for ét glas.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails
Foto: Simone Kjølby Christensen

Den syrlige: Vaerft

Cocktails tenderer til at være i den søde ende, så snart sommeren ruller ind, men der er heldigvis også noget til os, der elsker det lidt syrligt.

VAERFT, der på kun halvandet år har markeret sig som en cocktailbar med internationalt format, har tryllet en fantastisk daiquiri sour sammen.

Hvid rom fra nordjyske Skotlander, hjemmelavet rarbarbersirup (lavet på danske rabarbere selvfølgelig), æggehvider og lime blandes sammen på mesterlig vis.

Denne vision hedder Wibroe Visionen (høhø), og vi kunne snildt have drukket flere af den sæsonbaserede cocktail.

Bedømt ud fra nabobordets reaktion, var de akkurat lige så begejstrede over rabarberdrømmen, som vi var.

Du kan bestille den forfriskende sag hele sommeren, men vær opmærksom på at baren skifter menukort engang i august.

Hvis du vælger at besøge VAERFT (beliggende i Pier 5) en fredag i tidsrummet 16.00-18.30, kan du ovenikøbet deltage i deres fredagsbar med DJ og loungestemning.

Pris: 130 kroner for ét glas.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails
Foto: Simone Kjølby Christensen

Den eksklusive: Bar V

Ingen cocktail-guide uden Bar V, der vandt prisen for “Byens Bedste Cocktail” til Aalborg Awards 2022.

Vi gav barchef Sebastian Døssing helt frie tøjler til at vælge netop den cocktail fra barens sommermenukort, som han synes er essensen af sommer.

Valget faldt på Not Your Ordinary Colada, der er en opgraderet version af – you guessed it – Piña Colada’en.

I stedet for den fede kokosmælk er der her brugt mælkepunch, hvor vallen er fjernet. Resultatet er en klar, classy cocktail, der stadig får mælkens rundhed og blødhed, dog uden den fede, kvalmende fornemmelse du sommetider får fra den caribiske klassiker.

Der er selvfølgelig også ananas og og kokos, der giver noget genkendelighed, men vi må sige, at det er en meget spændende og lidt udefinerbar smag.

Cocktailen blev præsenteret første gang sidste år, hvor den fløj over disken; og vi kan sagtens forstå populariteten.

Vi anbefaler, at du nyder cocktailen ude på hotellets store terrasse, hvor der er udsigt over den grønne Kildepark.

Pris: 110 kroner for ét glas.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails
Foto: Simone Kjølby Christensen

Den prisvenlige: Café Klostertorvet

Skal en certificeret bartender i gang med at blande 3, 4, 5 eller 6 ingredienser og toppe “kemiprojektet” med garniture, bliver prisen selvfølgelig også derefter.

Er du mere interesseret i kvantitet, er det Café Klostertorvet, du skal besøge.

Her laver de i bedste studenter-stil 1 liters kander baseret på populære isvarianter. Du kan vælge mellem Filur, Kung Fu, Astronaut og afstikkeren Razz’n’Rhubarb.

Vi valgte med hjertet, og det blev en kande med Filur, som består af gin, vodka, appelsinjuice og rød sodavand.

Smagen er meget frisk og frugtig og med en tydelig eftersmag af filur, som vi kender den. Der er bestemt kick i den og efter to glas, blev journaliststængerne lidt vakkelvorne.

Hos Café Klostertorvet får du rigtig meget til få penge, og de har også en masse udendørs siddepladser på C.W. Obels Plads, hvor drikken kan nydes.

Pris: 110 kroner for en hel kande.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails
Foto: Simone Kjølby Christensen

Den stærke: El Mariachi

De forskellige cocktails vi har rundet indtil videre har alle haft, hvad vi vil kalde et normalt alkohol niveau. Tilpas meget til, at man kan smage det, men ikke så meget at man bliver beruset.

Hos El Mariachi gør de tingene liiiiidt anderledes.

På deres helt nye sommermenukort serverer de Strawberry Deliciousness, der ved første øjekast ligner en lyserød milkshake.

Men det her er ikke for børn folkens!

Cocktailen indeholder 7 cl i et glas, og selvom man fornemmer lidt af styrken i en slurk, er smagene så fyldige og lækre, at man hurtigt vil kunne køre et glas ned – hvilket vi ikke anbefaler. Tag din tid og nyd den langsomt i stedet.

Glasset fyldes med appelsinjuice, jordbærtequilalikør, æggehvider, hvid rom, hvid vermouth og hjemmelavet jordbærsirup, og den lever dermed helt op til navnet.

Pris: 125 kroner for ét glas.

Køl ned i varmen: Her får du sommerens lækreste cocktails

Del artikel

Andre læser også