Gratis Sommerbio: Onsdag vises tredobbelt Oscar-vinder
Dagen i dag har ikke ligefrem budt på særlig meget solskin og tørvejr – men de næste dage ser det heldigvis bedre ud.
Og det er ekstralækkert, da sommeren i Aalborg i år er liiidt sjovere end normalt med Aalborg Citys ambitiøse satsning med gratis Sommerbio på C.W. Obels Plads.
… og på onsdag går det løs med programmets måske største film, når den tredobbelte Oscar-vinder Coda bliver vist på det store lærred under åben himmel.
Prisvindende film i vente
Kender du ikke filmen Coda, så har du virkelig misset noget stort.
CODA står for Child Of Deaf Adults, og det er netop hvad filmens hovedrolleindehaver, Ruby, er. Begge hendes forældre er nemlig døve, og ikke nok med det, så er Rubys største livspassion naturligvis … at synge.
Men hvordan inkluderer man den passion i sit liv, når det samtidig er noget af det eneste i verden, der ekskluderer hendes familie? Og hvordan forfølger hun sine egne drømme, uden at opgive deres?
Starter kl. 20
Alt det, og meget mere, får du svar på i filmen, der har lagt både anmeldere og Oscar-shows ned.
I 2022 løb CODA af med prisen for både Bedste Film, Bedste Mandlige Birolle og Bedste Filmatisering.
Filmen går i gang kl. 20.00 på C.W. Obels Plads, og det er som altid ganske gratis at deltage.
Det er et samarbejde mellem Aalborg City og Nordisk Film Biografer, og sidstnævnte står naturligvis klar med lidt slik, biografpopcorn og koldt at drikke til filmen til gode priser.
Masser af fede sommeraktiviteter
En udendørs biograf er ikke den eneste sommeraktivitet, Aalborg City har stablet på benene.
Hele juli måned er midtbyen fyldt med spændende aktiviteter i midtbyen.
Udover sommerbio kommer der streetfodbold, bordfodbold, petanquebaner, kæmpeskak, kæmpe sandkasse og musik i midtbyen.
Bliv klogere på programmet her:
Kæmpe sandkasse
På C. W. Obels Plads vil der i forbindelse med Sommerbio bliver etableret en kæmpe stor sandkasse.
Når der ikke er Sommerbio er sandkassen tilgængelig for alle. Så børn er mere end velkomne til at lege i sandkassen hele sommeren.
Hele området bliver forvandlet til et sommerparadis med bl.a. liggestole.
Streetfodbold & bordfodbold
På Nytorv kan du fra onsdag 5. juli til og med lørdag 29. juli spille streetfodbold og bordfodbold på Nytorv. Bolde kan lånes hos Boxen og Walther helt GRATIS.
Petanquebaner
På Gabels Torv kan du, fra onsdag 5. juli til og med søndag 30. juli, spille petanque på to petanquebaner. Petanquekuglerne kan lånes hos Espresso House i Friis Shoppingcenter helt GRATIS.
Banerammen og gruset er overtaget fra DM-ugen, så det er de helt rigtige mål og underlag, som man kan spille på.
“Vi pynter rundt om banen med strandstole og græs, så der er plads til tilskuere,” forklarer Aalborg City.
Kæmpeskak
Alle tirsdage i juli måned (4. juli, 11.juli, 18. juli og 25. juli) får vi besøg af Aalborg Skakforening på Bredegade Torv fra kl. 10.00 – 14.00.
Her stiller de et 4×4 meter skakspil frem, samt seks almindelig skakspil – så kig endelig forbi til et spil skak.
Musik
Der vil løbende i juli måned være musik forskellige steder i byen.