Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Sommervejret er i den grad over over os, og det betyder, at aalborgenserne ivrigt leder efter det perfekte sted at strække sig ud i solen og få den eftertragtede sommerglød.

Men som enhver solhungrende vinterblegfis ved, er det ikke altid lige let at finde det ideelle sted til solbadning lige midt i centrum.

Byens tagterrasser er fyldt med grillglade naboer, parkernes plæner er indtaget af frisbee-entusiaster, og stranden kan føles som en tætpakket sardin dåse.

Så hvor skal man gå hen, hvis man ønsker en fredelig og dog hyggelig stund i solen?

Vi guider dig her.

Vestre Fjordpark

Ja, det rekreative område i Vestbyen giver næsten sig selv, når man snakker solbadning – for her er der jo al mulighed i verden for at køle ned, hvis du får det for varmt.

Det er da heller ikke tilfældigt, at parken har fået så godt et omdømme og er fyldt godt op på alle de gode solskinsdage.

Vestre Fjordpark er delt sådan op, at det faktisk sjældent er helt umuligt at få en solplads. Du kan nemlig både ligge helt oppe ved badebassinerne (men så skal du altså komme tidligt), men også på plænerne omkring dem.

Er der vind, kan du endda finde et spot op ad små forhøjninger, der samtidig dækker dig for eventuelle nysgerrige blikke.

Vores bedste tip er: Kom tidligt, hvis du vil have frit valg af solpladser.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg

Mølleparken

Det er svært at forestille sig et bedre solspot end i Mølleparken.

På den store plæne, omkring skulpturen Noahs Ark, er der masser af plads og tilmed ofte en dejlig vind, der lige kan tage den værste varme.

For at komme til Mølleparken skal du op af et par høje bakker, hvilket muligvis er grunden til, at pladsen sjældent er totalt overfyldt.

Der er i hvert fald ikke andre fingre at sætte på lige præcis dette sted, som er fuldstændig perfekt til både picnic og solbadning.

Ved plænerne er der tilmed en fantastisk legeplads, hvis du har unger med på slæb.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg

Kridtgraven i Hasseris

Har du fået nok at Vestre Fjordpark, selvom der er dejligt, kan du bevæge dig til Hasseris og nyde bydelens smukke kridtgrav.

Nordens Kridtgrav er 600 meter lang og op til 9 meter dyb, og med 10-20 meter høje skrænter på den ene side.

Nordens Kridtgrav oser af Caribien med sit isblå vand. Og her er masser af ro og små plæner, du kan lægge dit tæppe på.

Badning frarådes af Aalborg Kommune, grundet fare for pludselig krampe i kroppen, fordi vandet har meget store temperaturforskelle.

Men det kan være dejligt at dyppe fødderne og soppe – eller at stå på SUP-board.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg
Foto: Stine Kjølby Christensen

Slotsparken

Endnu et lidt “hemmeligt” sted i Aalborg, er Slotsparken, der ellers ligger kun et stenkast fra Aalborg Havnefront.

Indgangen til Slotsparken finder du enten fra Nytorv, hvor du skal igennem en lille baggård for at finde ind – eller alternativt gå ind gennem Aalborghus Slot, der jo ligger lige ud til havnen.

Her er der sjældent larm, selvom den ligger lige midt i Aalborgs smørhul, og så er det altså bare nogle helt fantastiske omgivelser.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg
Foto: Simone Kjølby Christensen

Fjordmarken/Søhelten

Rykker du mere vestpå i midtbyen, findes der et andet lille sted, som mange faktisk ikke kender til.

“Søheltens Have” ligger i forlængelse af Fjordmarken; den store, åbne plæne, som du måske kender fra når der er cirkus i byen.

Ganske få meter fra det store, åbne græsareal finder du det hyggelige anlæg, der blev etableret tilbage i midten af 1990’erne, i samarbejde med områdets beboere.

Parken hænger sammen gennem små stiforbindelser og er derfor oplagt til både en gåtur og til at slænge sig på de omkringliggende græsarealer.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg
Foto: Simone Kjølby Christensen

Østre Anlæg

Det er nok primært beboere i Øgade-kvarteret, der dagligt benytter sig af områdets anlæg: Østre Anlæg. Men sådan behøver det ikke at være.

Fra Nordkraft er der nemlig under 1 km. til den lidt skjulte park, hvor både ande- og kærestepar slænger sig på den grønne plæne med udsigt til den store sø.

Bliver du sulten i løbet af dagen, er der heller ikke langt til hverken iskaffe, spisesteder og kiosker.

Skjulte plæner: Her kan du solbade i Aalborg

Del artikel

Andre læser også