11 år med Gejst: Nu lukker Sofie sin specialbutik

Det var en trist dag for mange, da Sofie Ellegaard meldte ud på sine sociale medier, at Butik Gejst lukker.
“TIL LEJE”-skiltet er nu kommet op i ruderne i Fyensgade, og midt i sommeren er lokalerne ikke længere hendes.
Hvad der skal flytte ind i de lokaler, der i 11 år har huset specialbutikken, er endnu ikke afgjort.
Læs også: Gejsten er væk: Populær Aalborg-butik lukker efter 11 år Men det bliver ikke med Sofie bag disken.

Farvel til Gejst
MigogAalborg kigger forbi en formiddag kort efter, og selv om det kun er lidt over en uge siden, at nyheden kom ud, er hylderne næsten tomme.
Sofie har sat 20 procent rabat på det meste af sortimentet, med få undtagelser, og det har trukket mange kunder til.
“Det gør lidt ondt i maven at se butikken sådan,” siger hun med et lille grin og opgiver hurtigt ønsket om, at der ikke skal tages billeder af de tomme hjørner.
Dem er der efterhånden en del af.


Beslutningen om at sige farvel til det, der har været hendes liv de sidste 11 år, er kommet forholdsvis hurtigt, fortæller hun:
“For et halvt år siden havde jeg slet ikke de tanker, men en dag kunne jeg bare mærke, at det skulle jeg ikke længere.
På samme måde som jeg havde det i mit tidligere job, hvor jeg så sagde op og åbnede butikken.
Jeg kan bare mærke, at nu skal jeg noget andet.”

En pause og et åbent spørgsmål
Hvad der skal ske bagefter, ved hun ikke.
Instagram-profilen og navnet beholder hun dog, for som hun siger:
“Det kan jo være, jeg lige pludselig skal bruge det igen.”
Indtil videre ved hun mest, at hun skal holde en lang ferie. Det har der været brug for længe.


Hele familien har også været en del af butikken.
Både Sofies døtre og hendes mand har hjulpet til, bag kassen og med alt det praktiske, samtidig med at han har haft fuldtidsarbejde ved siden af.
Gejst har med andre ord været et familieprojekt.
“Så må vi jo finde på noget andet at lave sammen,” siger Sofie med et grin, mens der fortsat er godt med kunder, både nye ansigter og dem, der har fulgt butikken gennem årene.
Når gejsten slipper
At Aalborg mister en specialbutik som Gejst, ærgrer mange af de faste kunder.
Men for Sofie var det afgørende, at energien fulgte med.
“Fra at jeg mærkede det i maven, og til at jeg meldte det ud, gik der ikke længe.
Jeg ville ikke kunne stå hernede og være ægte, mens jeg vidste, det var slut.
Derfor er det også gået stærkt,” siger hun.
Der er stadig et par måneder til, at lejekontrakten udløber, men fortsætter udsalget i dette tempo, er der snart kun tomme lokaler tilbage på adressen.

“Så må jeg se, om jeg kan finde på noget andet sjovt herinde. Måske et loppemarked?
Og så er jeg ved at planlægge et stor fest, så vi kan sige på gensyn til hinanden allesammen,” siger hun med sit velkendte smil.
Døren i Fyensgade lukker altså snart, men beslutningen er uden tvivl truffet med åbne øjne.
Gejsten for Gejst er der ikke mere, og så, mener Sofie, skal man også turde at stoppe.
Hvad der fanger Sofies gejst fremover, må tiden vise.