Søger stadig vidner: Nordjyllands Politi forsøger at fastlægge en tidslinje

I dag er det en uge siden, at 22-årige Mia skulle en tur i Jomfru Ane Gade – den første weekend, efter at restriktionerne blev ophævet.
Den aften og nat, der skulle have været en sjov aften ude med vennerne, endte på tragisk vis med at blive skæbnesvanger for den unge kvinde.
Kl. 6.09 blev hun for sidste gang set, da en overvågning på Vesterbro viste, at hun var steget ind i et mørk bil, da hun stod og ventede ved et busstoppested.
Mia prajede ikke selv bilen ind, men havde 10-12 sekunders samtale, før hun steg ind, og den kørte sydpå ad Vesterbro.
Et par dage senere blev to 36-årige mænd anholdt og sigtet i sagen. Efter grundlovsforhøret blev den ene varetægtsfængslet i yderligere fire uger, mens den anden blev løsladt.
Søger vidner på flere lokationer
Siden har Nordjyllands Politi arbejdet på højtryk for at finde frem til, hvad der skete med Mia i timerne efter, at hun blev samlet op – og mange huller er fyldt ud.
Man ved, at den mørke bil efterfølgende kørte til Sulsted Kirkevej i Hammer Bakker, hvor den skulle befinde sig i tidsrummet 6.30-7.30. Nordjyllands Politi søger fortsat vidner, der har været i området, i denne periode.
Herfra er der et hul på 38 timer, hvor det endnu ikke er sikkert, hvad der er sket.
Det næste på Nordjyllands Politis officielle tidslinje er nemlig, at noget i Mia-sagen har ført dem til Dronninglund Storskov, hvor man torsdag eftermiddag fandt de menneskedele, der i dag blev fastslået, var Mia Stadhauge Stevn.
Også i denne forbindelse søger Nordjyllands Politi vidner, der har været i skoven mellem mandag kl. 21.45 og tirsdag kl. 5.05.
Her håber man, at nogen har set den sorte Golf, der også blev udsendt billeder af i går.
Ved du noget, så kontakt straks politiet på 114.