Forvekslet med Hus Forbi: Socialdemokraters valgkamp har budt på lidt af hvert
Der er gået tre uger, og valgkampen synger nu på sidste vers.
Selvom mange valgkampe kan minde om hinanden med “uddeling af materialer, debatter, snakke og kaffe”, så har denne valgkamp budt på mange forskellige oplevelser for kandidaterne i Nordjylland – især for socialdemokraterne.
“Det er nok de færreste, der går igennem tre ugers valgkamp uden at få skrammer,” starter Flemming Møller Mortensen en video på Facebook.
Mandag fik den ellers så erfarne kandidat og tidligere minister nemlig et ordentligt slag og en rift i læben, da han kom i karambolage med en 1:1-figur af sig selv.
Figuren skulle fragtes på en sækkevogn ned til nytorv, da uheldet indtraf.
“Jeg stødte på en kantsten med sækkevognen, og så fik jeg virkelig bare lige et slag og en rift,” fortæller han i videoen.
Han måtte derfor hurtigt hjem og lappe sig sammen på sit badeværelse, før kampagnen kunne fortsætte.
“Så sygeplejersken, han kom i funktion” slutter han.
Du kan se hele videoen her:
Blev forvekslet med Hus Forbi
Også den noget yngre kandidat, Morten Ryom, har fået sig én på opleveren.
Under en kampagne foran en dagligvarebutik i Frejlev blev han budt 20 kroner, da han rakte en flyer til en af butikkens kunder, som i forbifarten troede at Morten solgte Hus Forbi.
Det fortæller han grinende i et facebookopslag.
“Så da han kom ud af butikken igen, var han sådan “undskyld, jeg har lidt feber og noget,” fortæller folketingskandidaten grinende om episoden.
Senere fik han også 2 kroner af en lille pige, hvortil moren smilede og sagde: “Det er kampagnebidrag”.
“Man oplever lidt af hvert i en valgkamp,” skriver han til videoen.
Du kan se hele videoen her:
Læs også: Stor overraskelse: Statsministeren bruger valgdagen i Aalborg