Snigpremiere: Kom med inden for hos Brdr. Price i Aalborg
Mandag er den længe ventede åbningsdag for brødrene Prices første restaurant uden for København.
På C.W. Obels Plads i hjertet af Aalborg slår James og Adam Price dørene op for en lækker restaurant lige i ånden for familien Price.
migogaalborg.dk var så heldige i ugens løb at få lov til at smugkigge inden for på den flotte restaurant, der er flyttet ind i lokalerne, hvor restaurant MEAT tidligere lå.
Som I kan se på billederne og ikke mindst på restaurantens splinternye webside, så er det indrettet smukt med kunst på væggene, hvor alt har sin egen personlige fortælling.
Både Price-familiens historie og kunsten på væggene skal personalet i den ambitiøse satsning kunne formidle videre til gæsterne. Og det er i den grad nogle ildsjæle, som Brdr. Price har fundet til at styre driften af restauranten.
Her møder du tre af de bærende figurer i den nye Aalborg-restaurant.
Køkkenchefen
Henrik Abilgaard Nielsen
30 år
Tidligere på Restaurant Styggekrumpen i Aalborg m.fl.
Hvad kan vi forvente fra din side, når restauranten åbner?
”Fra min position bliver det god mad med kvalitet i råvarerne. Jeg skal videregive James og Adams kærlighed til mad. De er meget berejste, og det bærer maden også præg af med inspiration fra det italienske og franske køkken. Så forsøger jeg sammen med resten af køkken-personalet at give den madoplevelse, man kan forvente på Brødrene Price.”
Er man ikke lidt nervøs, når man skal leve op til James og Adam Price?
”Jeg synes, det er en ære at få lov til at viderebringe deres familieopskrifter. Det er et familienavn, som bærer stor prestige blandt danskerne, og det er forståeligt, for det handler om en helhedsoplevelse for gæsterne. Man skal nærmest føle, at man er til middag hos et familiemedlem, når man spiser her.”
Hvad kan Aalborg især glæde sig til på madfronten?
”Vi har fokus på de rigtig gode råvarer og ikke mindst lokale råvarer. Det er helt ned fra fisk til kød. Vi har blandt andet lokal kød fra Kildegaarden. Bøf Stroganoff er nok varemærket for Brødrene Price. Det er deres fars opskrift, som de fik den serveret i barndommen.”
Restaurantchefen
Sofie Rosa Buur
23 år
Tidligere restaurantchef på Styggekrumpen m.fl.
Hvad er det, vi skal forvente af Brødrene Price i Aalborg?
”Det er jo et skønt koncept i den her familieånd. Hele stemningen omkring et måltid. Der er tanker og overvejelser bag hver eneste ingrediens på sådan en tallerken. Jeg synes også, at det er dejligt for Aalborg, at dygtige mennesker som James og Adam har valgt at satse på byen.”
Hvad bliver din fornemmeste opgave?
”I al beskedenhed bliver den, at vi har glade gæster, der går herfra med en supergod oplevelse. Hvor de føler, at de har oplevet den her Brødrene Price-stemning. Den skaber vi blandt andet ved, at gæsterne gerne skal mærke, at tjenerne har sat sig ind, hvem James og Adam er som typer. Vi skal kunne formidle baggrunden for, hvorfor retterne har en betydning for James og Adam.”
Så der er historik bag maden?
”Absolut. Det er nærmest op til gæsterne, hvor meget information de kan rumme. Tjenerne kan fortælle alt, hvad der er værd at vide om restauranten. Det er lige fra James og Adams familiehistorik, kunsten på væggene til hvor lang tid vores kød er modnet på en krog.
Daglig leder
Klaus Hald
30 år
Tidligere Dragsholm Slot, Nimb og MASH i London, Brdr. Price i København m.fl.
Hvad bliver din opgave i restauranten?
”Jeg kender først og fremmest konceptet rigtig godt fra min tid på Brdr. Price i København, så jeg har et indgående kendskab til den høje standard. Jeg skal sikre, at vi får den ensartede stil og kvalitet i konceptet. Desuden tager jeg mig af alt det administrative, så Sofie og Henrik kan fokusere på deres spidskompetencer.”
Hvad skal Aalborg glæde sig til?
”At komme ind i en restaurant hvor man føler sig velkommen, fra det øjeblik man træder ind af døren. Man får den her varme modtagelse og gode mad. Hos Brødrene Price er der ikke noget snobberi. Alle er velkommen, og der er plads til alle. Det kendetegner også James og Adam, når man ser deres tv-programmer. De er helt nede på jorden med masser af charme.”
Hvordan skiller I jer ud i forhold til andre Aalborg-restauranter?
”Du kommer jo ind i et personligt univers her. Helt ned til musikken i restauranten, der er komponeret eller sammensat af James. Vi får det, han gerne selv høre. Malerierne er fra deres forældres hjem. James og Adam er kommet til Aalborg med hjertet. James har en stor kærlighed til byen på grund af Cirkusrevyen, så det er meget naturligt, at man også gerne vil satse på Aalborg og Nordjylland.”
Du kan nu booke bord online på Aalborg-restaurantens hjemmeside og se menuen
Følg Brdr. Price Aalborg på deres nye Facebook-side – klik her
Fik du læst interviewet med James og Adam Price om konceptet i den nye restaurant med åbning på mandag den 1. august?