Snestorm på vej: Sådan rammer det Aalborg
Sneen er så småt på vej væk efter den seneste omgang, men du skal ikke glæde dig for tidligt.
En snestorm har retning mod Nordjylland, og det bliver langvarigt.
DMI skriver, at en front med udbredt sne først rammer Aarhus og København omkring middag, og den herefter rammer Nordjylland fredag aften og natten til lørdag.
“Det er et ret langvarigt snevejr. Det kan tage 12-18 timer fra sneen begynder at falde, til den enten går over i regn eller ophører. Den samlede (akkumulerede) snemængde kan komme op på 5–15 cm, og i den centrale del af Jylland lokalt op til 20 cm.
Når fronten bevæger sig op over landet, tiltager vinden og bliver jævn til hård fra øst, ved østvendte kyster op til kuling med vindstød op til hård kuling,” skriver de.
Heldigvis vil temperaturen ligge omkring eller lige over frysepunktet, så der forventes ikke problemer med snefygning.
Om den kommende sne faktisk kan kaldes en snestorm er der uenighed om. DMI skriver, at snemængden ikke opfylder kriteriet for snestorm, men at det vil føles som snestormslignende tilstande, mens TV2 Vejret har udsendt et decideret varsel om snestorm.
De pointerer også, at i dag, fredag, er en stor rejsedag, og at Vejdirektoratet opfordrer til at køre efter forholdene.
“Selvom der saltes og ryddes sne, vil der stadig være risiko for glatføre,” melder Vejdirektoratet.
Sneen forventes at ramme ved 18.00 tiden i aften.