En glædelig julenyhed: Stor chance for hvid jul i Nordjylland

Den 1. december blev vi i Nordjylland vidne til noget af en snestorm.
Lige den slags, vi altid har hørt om fra “dengang bedstefar var barn” – men betød det så, at snekvoten for 2021 var opbrugt og vi dermed ikke kunne se frem til en hvid juleaften?
Nej, det ser det ikke ud til.
Ifølge DMI er der nemlig rigtig gode chancer for en hvid jul i lige netop Nordjylland.
“Tirsdag og onsdag vil flere små lavtryk passere landet fra nordvest og nord med lidt sne, slud eller regn.
Til gengæld ser det ud til, at vi fra natten til torsdag og frem til fredag morgen juleaftensdag, bliver passeret af et gedigent frontsystem, som kaster en del nedbør af sig.
Det bliver både regn, slud, sne og måske isslag fordelt hen over landet og når det hele er overstået, juleaftensdag, klarer det op fra nord med lidt sol og koldt vejr.” skriver meteorolog Henning Gisselø.
Hvidt snelandskab i Nordjylland
Og nu til det spændende:
“Spørgsmålet er så, hvor og hvor meget sne, der ligger tilbage på jordoverfladen. Det mest sandsynlige er, at det kun er nordjyderne der kan glæde sig over et hvidt snelandskab.
I resten af landet vil den sne der falder smelte igen og her må man nøjes med lidt solskin over de grønne haver og marker juleaftensdag.
Alt håb om hvid jul andre steder end i Vendsyssel, er dog ikke helt ude, for prognoserne er noget usikre omkring vejrudviklingen op til juleaften. Der kan ske ændringer i hvid-juls-forudsigelserne,” slutter DMI.