Se de første billeder: Snart åbner Aalborgs nye keramikværksted
Et helt særligt værksted åbner i midtbyen allerede i denne uge.
I Aalborg ældste skolebygning, som ligger på Algade, er der planer om at få aalborgenserne til at mærke glæden ved selv at skabe – uanset om man er en garvet keramiker eller nybegynder.
Keramikværkstedet får navnet Lervaerk, og bag det står Lotte Legarth, der tidligere har været med til at starte Keramikcaféen.
Når hun åbner sit nye værksted fredag, den 14. februar, kl. 10, har hun boblerne klar og giver 15% på alt keramik – også det hånddrejede.
Keramik med professionelt finish
MigogAalborg har været så heldige, at få fingrene i leret allerede inden, Lervaerk slår sine døre op i Aalborg.
Her fik vi en rundtur i de mange muligheder, som Lervaerk byder på.
Der er nemlig næsten ikke det, der ikke er muligt i det nye værksted.
Vil du bare gerne dekorere en kop med et smukt motiv, som du er blevet inspireret af, kan du det. Du kan også glasere hånddrejet keramik lavet af den lokale keramiker Reiko. Og så kan du både forme og dreje dit eget ler fra bunden af.

“Jeg håber, at folk får en wow-effekt, når de henter. Det er der, konceptet skiller sig ud. Vi har noget glasur, som virkelig giver et professionelt finish,” fortæller Lotte Legarth.
Lervaerk tilbyder både et medlemskab, hvor du kan komme alt det, du vil. Men du kan også booke dig ind fra gang til gang.
Det kan du gøre via deres hjemmeside.
Hvis du er totalt nybegynder, kan du også forme dit ler i en keramikform – på den måde er det nemt at komme frem til et virkelig smukt og gennemført resultat. Det var det, som vi valgte at kaste os ud i.

Vi valgte hver vores form, og hvilken type ler vi gerne ville lave keramikken i.
Derefter kunne vi stille og roligt forme den kop og den skål, som vi havde valgt og med lidt fingersnilde glatte det ud, så det fik den finest mulige overflade.
Der er det sødeste personale i caféen, som kan hjælpe en i gang, eller hvis man støder på problemer undervejs. Og så er der både baristakaffe og økologisk juice, så man ikke tørster.

Et værksted med muligheder
Da vi var godt grattet ind i ler og tilfredse med vores resultat, skulle vi vælge, om vi ville have det glaseret af personalet og i hvilken farve, eller om vi hellere ville ind igen og male det selv.
Herefter modtog vi et link, så vi selv kan følge med i og se billeder af, hvor langt vores keramik er i processen.
Der er utallige muligheder for at kaste sig ud i keramikkens verden, og Lotte Legarth fortæller, at der hele tiden vil blive ved med at komme nyt i caféen:
“Jeg er altid åben overfor at få nye forme og nye glasurer. Man skal bare komme til mig og sige, hvis der er noget, man godt kunne tænke sig.”

På sigt kommer de både til at lave kurser i keramik og åbne deres lokaler for forskellige events såsom polterabend, fødselsdage og firmaevents.
Når vejret bliver lunere, åbner de også op for deres gårdhave, så man kan sidde i solen og drikke et glas vin med fingrene i leret.
De åbner på fredag fra kl. 10-19. Herefter har de åbent fra onsdag til fredag fra kl. 10-19 og lørdag-søndag fra kl. 10-16.