Smuk filmoplevelse: Ny filmkoncert med Harry Potter i Musikkens Hus

For snart et år siden kunne vi offentliggøre, at Musikkens Hus havde sikret sig rettighederne i hele Norden til en helt unik filmoplevelse med ikonet Harry Potter.
Med plads til 5000 mennesker og akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester havde den første Harry Potter In Concert premiere i maj i Gigantium.
En helt speciel oplevelse, som de aalborgensiske fans tog imod med åbne arme.
Og nu kan fans af filmserien se frem til endnu en stor musikalsk oplevelse, når Musikkens Hus d. 25 og 26. marts blænder op for de to første film i den populære franchise.
En stor oplevelse for både ører og øjne
Når man er tilstede i salen, bliver det tydeligt, hvor stor en del det musikalske faktisk fylder i en film som Harry Potter – og ikke mindst hvor imponerende flot musikerne kan fremføre det.
“Filmkoncerter er blevet ekstremt populære i Danmark og internationalt de seneste år. Nye tekniske landvindinger gør, at du kan se en film knivskarpt digitalt på meget store lærreder i arenaer og koncerthuse og med live musik fra et stort symfoniorkester”, siger direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen.
I dag er J.K. Rowlings magiske troldmandsunivers allerede programsat med hundredvis af optrædener i mere end 35 lande – og inden længe gentager succesen sig i Aalborg.
Men denne gang bliver det altså ikke i Gigantium, men i stedet på hjemmebane i Musikkens Hus’ egen koncertsal, hvor Czech National Symphony Orchestra under ledelse af dirigent Shih-Hung Young vil fremføre hver eneste tone fra filmen.
Og var du én af dem, som ikke nåede at sikre billetten til den første filmkoncert, så er der altså ingen grund til panik.
Musikkens Hus har som tidligere nævnt valgt at fremføre både den første film, Harry Potter og De Vises Sten d. 25. marts, efterfulgt af den næste Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer d. 26. marts.
Præcis ligesom sidste gang fremføres filmene på storskærm med engelsk tale og danske undertekster, imens det live symfoniorkester spiller sig smukt ind i hjertet og øregangene på publikummet.
Du kan købe billetter til Harry Potter og De Vises Sten her og Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer her.