Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Smart idé: Fem skolekammerater vil redde liv med nyt system

Af Stine Kjølby Christensen

På redaktionen elsker vi at dele motiverende historier fra byens seje iværksætterprofiler.

Iværksætteri er ikke for sarte sjæle, men nogle mennesker indeholder altså bare de helt rette egenskaber til at kunne skabe noget stort.

Indimellem kan den perfekte idé også være opstået ud fra tilfældigheder, som senere bliver videreudviklet af den drivkraft, som iværksætterne besidder.

Dette var tilfældet med de fem skolekammerater fra Aalborg, der i dag går under navnet Salus Nord. Gruppen har udviklet et system, som skal gøre en forskel for dementramte og deres pårørende.

På bare et halvt år er det lykkes den unge vennegruppe at gå fra at være helt almindelige gymnasieelever, der brugte tiden på lektier og fodbold – til nu at være eftertragtede spillere i iværksættermiljøet.

Det hele startede på Aalborg Handelsgymnasium, men inden længe skifter de klasselokalet i Aalborg ud med de asiatiske mesterskaber for entreprenørskab – i Kina.

Smart idé: Fem skolekammerater vil redde liv med nyt system

Det perfekte match fra start

For seks måneder siden havde Patrick, Frederik, Thor, Stig og Masih umiddelbart ikke andet tilfælles end, at de alle fem var elever på Aalborg Handelsgymnasium.

I september måned skulle eleverne samles i grupper i forbindelse med Nordjyske Nyskabere: en regional innovationskonkurrence for unge på nordjyske ungdomsuddannelser; og her startede eventyret for Salus Nord.

“Vi mødtes hinanden igennem Nordjyske Nyskabere, som vi allesammen gerne ville deltage i.

Herefter var det faktisk ret tilfældigt, at det lige blev os, der blev sammensat som en gruppe. Men heldigvis har det siden vist sig at være the perfect match,” fortæller Frederik Borksted Jensen, som er medstifter af virksomheden.

Smart idé: Fem skolekammerater vil redde liv med nyt system

Fotograf: Morten HH, Aalborg

Blev inspireret af familie og venner

Efter gruppedannelsen handlede det nu om at finde på en idé, som drengene kunne arbejde videre med. Her kom flere forslag i spil, men det endelige produkt blev egentlig også til ved en ren tilfældighed:

“Et par dage inden vi skulle komme op med vores endelige idé, ringede vi rundt til familie og venner for at blive inspireret,” fortæller Patrick Jacob Mannoni, og Frederik uddyber:

“Jeg fik så en snak med min mor, som arbejder i ældreplejen, og fortalte hvor stort et problem og ressource for samfundet det er, at mange ældre og demente forlader plejehjemmet uden at kunne finde tilbage igen.”

Dette blev startskuddet til Salus’ endelige produkt: Et sikkerhedssystem til plejehjem med det formål at reducere det høje antal af demente, der årligt forsvinder og i værste tilfælde omkommer.

Systemet blev opbygget omkring en helt ny teknologi med digital ansigtsgenkendelse. Noget, som eksempelvis Apple har præsenteret i deres nyeste iPhones.

Succes efter succes

Herefter gik det stærk for de fem aalborgensiske drenge.

Selvom produktet til Nordjyske Nyskabere i bund og grund er et skoleprojekt, så er forventningerne til eleverne, at det skal være så virkelighedstro som muligt.

Derfor fik Salus Nord også travlt med at udvikle produktet, skabe netværkskontakter og deltage i forskellige bootcamps og workshops for deltagerne.

“Selve idéen er måske kun 5% af forløbet, resten er hele processen og tilblivelsen af produktet – og dét at kunne sparre og netværke med de rigtige personer,” forklarer Stig Nørgaard Lassen.

Heldigvis kunne det hårde arbejde i sidste ende betale sig: Salus Nord endte nemlig med at vinde Nordjyske Nyskabere og en præmie på 30 rådgivningstimer til branding, revision og advokatbistand, samt 25.000 kr.

Smart idé: Fem skolekammerater vil redde liv med nyt system

Sidenhen er succesen fortsat, og gruppen vandt efterfølgende også Danmarksmesterskabet i entreprenørskab, hvor præmien bl.a. var en rejse til Beijing og en deltagelse i konkurrencen Company of the year Competition.

“Vi skal deltage i de asiatiske mesterskaber for entreprenørskab. Vi deltager på lige fod med de andre, men kan ikke vinde.

Vores mål med turen er i stedet at kunne promovere os selv og skabe nogle kontakter. Man ved aldrig, hvem man kan møde, som måske kan hjælpe én videre,” siger Thor Toft Sørensen.

Handelsgymnasiet støtter op

Selvom tidsforløbet for Salus Nord kun strækker sig over et halvt år, så er drengenes skoleprojekt allerede godt i gang med at blive til virkelighed.

De er allerede eftertragtede i branchen, og efterhånden viser, flere og flere viser interesse for projektet.

Dette afholder dog ikke drengene fra – så vidt muligt – at lave deres lektier og passe deres skole.

“Selvom projektet er gået meget udover vores undervisning, så har Aalborg Handelsgymnasium alligevel givet os enormt meget hjælp og støtte,” forklarer Masih Molavyzada og de andre stemmer i:

“Skolen har sørget for at tilbyde os den nødvendige ekstraundervisning, de har støttet os økonomisk, og faglærerne har hjulpet os i forskellige situationer.

Eksempelvis har vores engelsklærer hjulpet os til Skype-møder, og vores lærer i virksomhedsøkonomi har hjulpet os med regnskaber.”

Smart idé: Fem skolekammerater vil redde liv med nyt system

Går all in efter sommerferien

Men selvom meget af tiden er gået fra skolen, så føler de fem kammerater alligevel, at forløbet også i høj grad har udviklet dem fagligt.

“Vi har haft hands on og lært ting, som man ikke lærer i skolen. Vi har lært at anvende teori fra skolen i praksis og fået en faglig sammenhæng, der har været med til at motivere os.” siger Frederik.

Interessen for Salus Nord stiger fortsat støt, og det er nu kun et spørgsmål om tid, før testning af den første prototype sættes i gang i virkeligheden. Derfor har drengene også allerede besluttet, at deres kommende sabbatår skal dedikeres 100% til projektet.

“Vi drømmer selvfølgelig om at kunne leve af det, men ikke mindst at kunne gøre en kæmpe forskel i samfundet. Vi kender selv ældre med demens og ved, hvor meget det betyder for de pårørende, at der bliver passet ordentligt på dem.

Der findes ingen kur mod demens, så for os handler det om at skabe tryghed i stedet for – uden at fratage den dementes personlige frihed. Og det er lige netop hvad vores produkt skal ende med at kunne,” slutter Stig.

Del artikel

Andre læser også