Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Smart ide: Aalborg-par lancerer nyt børnetøjskoncept i Danmark

Af Emil Kjær Jørgensen
Fotograf: Lasse Breum
Fotograf: Lasse Breum

De fleste forældre kan vist skrive under på, at små børn både koster mange penge og en del tid i en i forvejen travl hverdag.

Samtidig er der flere og flere forældre, som stiller store krav til både bæredygtighed og kvalitet, når de handler ind til de mindste i familien.

Parret Michelle Lindhardt og Christian Møller fra Aalborg lancerer i dag det helt nye børnetøjskoncept ReBuyBaby.

Luksus børnetøj uden kompromis

Michelle har tidligere arbejdet som indkøber i Salling, Butler Loftet og Loft By Loft, mens Christian har stor erfaring inden for marketing og ledelse. Nu har parret valgt at gå all in på deres helt eget projekt ReBuyBaby.

”ReBuyBaby er helt enkelt luksus børnetøj på abonnement, hvor der er stort fokus på miljø, velgørenhed og bæredygtighed,” forklarer Michelle til MigogAalborg.

Konceptet går ud på, at man giver en fast månedlig pris for otte stykker børnetøj, som kan være alt fra bluser til body’er, bukser, kjoler osv.

Indtil videre henvender konceptet sig til størrelserne fra 56-92.

Abonnenterne kan blandt andet se frem til mærker som Noa Noa, Julie Dausell, Mads Nørgaard, Pop Up Shop, COMME CI COMME CA og mange, mange flere.

Tøjet har minimumsværdi på 2000 kr.

ReBuyBaby garanterer altid, at tøjet har en minimumværdi på 2000 kr. Lige nu er introprisen pr. måned 449 kroner, så der burde være mange penge at spare for de kvalitetsbevidste børnefamilier.

”Mange kører jo land og rige rundt for fx at hente en lækker, men brugt, body for måske 100 kr. for at spare penge. De fleste vil jo gerne spare både kørsel og tid og derfor er ReBuyBaby-konceptet perfekt, da det er nemt, ligetil, grønt og prisvenligt,” fortæller Michelle.

ReBuyBaby har selv lavet en kort video, som præsenterer konceptet ret ligetil:

Kvalitetstøj direkte til døren

Tøjet bliver tilsendt en gang om måneden, og i hver pakke modtager man desuden en returlabel til, når tøjet i slutningen af måneden skal sendes retur.

Når barnet vokser i størrelsen, kan man blot redigere den personlige brugerprofil, som man får på hjemmesiden.

”Vi garanterer, at tøjet maksimalt bliver brugt fire gange. På den måde undgår vi at tøjet bliver slidt og kvaliteten bevares,” siger Michelle.

ReBuyBaby har lavet en aftale med den lokale renserigigant KYMI Rens, som også har et meget stort fokus på bæredygtighed og miljø.

”Aftalen med KYMI gør, at familierne bare kan klæde børnene på, når de modtager tøjet og omvendt skal tøjet ikke vaskes inden tilbagelevering. Det er en stor tidsbesparelse i en travl hverdag,” fortæller Michelle.

Foruden det lækre kvalitetstøj, kan abonnenterne også se frem til særlige gaver flere gange årligt.

ReBuyBaby har nemlig lavet aftaler med blandt andre Aalborg Zoo, Randers Regnskov, MP Denmark og navnelapper.dk.

”Gaverne bliver specielt udvalgt til de enkelte børn. Et barn på et halvt år får måske en bidering, mens barnet på to år får en indgangsbillet til Zoologisk Have,” forklarer Michelle.

Smart ide: Aalborg-par lancerer nyt børnetøjskoncept i Danmark
Fotograf: Lasse Breum

En cirkulær forretning

Foruden de store besparelser i både tid og penge er ReBuyBaby også udviklet ud fra et cirkulært koncept om, at alle dele af forretningen skal være bæredygtig og velgørende.

Når tøjet er brugt fire gange bliver tøjet sendt videre til enten Mødrehjælpen i Aalborg eller DINNødhjælp, som har den kendte nordjyde Anja Lovén i spidsen.

”Vi er utrolig stolte af de samarbejder vi har lavet, og vi er utrolig glade for, at vores koncept både kan gavne børnefamilierne, miljøet og ikke mindst velgørenhed i både ind- og udland,” fortæller Michelle stolt.

For at give flest mulige midler til de mange projekter, bliver kvalitetstøjet solgt på en auktion, hvorefter de indsamlede penge bliver brugt af eksempelvis DINNødhjælp.

”Anja Lovén og DINNødhjælp har jo gjort en kæmpe forskel rundt omkring i verden, og hvis vores forretning kan gøre en god gerning for børn i andre lande, er det jo bare helt fantastisk,” slutter Michelle.

Du kan læse mere om RebuyBaby på deres Facebook-side

Del artikel

Andre læser også