Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Slut med WeShare: Nu er studerende fra Aalborg klar med nyt alternativ

Af Ane Johanne Damgaard

Det skabte panik i mange vennegrupper, da MobilePay annoncerede, at WeShare lukker ned.

App’en har reddet os i mange situationer, hvor vores hoveder har været ved at eksplodere over at holde styr på fællesudgifter og penge, vi skyldte venner til højre og venstre.


I onsdags, d. 1 februar, halede den frygtede dag ind på os: Det er slut med WeShare.

Men heldigvis er der absolut ingen grund til panik. Der har nemlig været to studerende fra Aalborg på sagen, som har skabt et alternativ, der allerede er klar til brug.

“Målet har været at være klar til dagen for WeShare’s nedlukning. Vi startede projektet den 17. januar og sov nærmest ikke om natten den efterfølgende uge,” siger Gustav Corpas.

Som du kender den, bare bedre

PeerShare er navnet på app’en, som du kan få fingrene i ved at hente den ned fra PeerShare’s website.

PeerShare er gratis og fungerer stort set på samme måde, som vi kender det fra WeShare-app’en.

Man bruger den ved at danne en gruppe i app’en af for eksempel en flok venner eller roomies. Så kan man gøre regnskabet op blandt gruppens medlemmer efter at have lagt ud for et måltid mad, en kande øl eller en taxatur.

Den største forskel er, at der ikke er nogen tredjepart involveret.

”Vi har selv brugt WeShare vildt meget, så da vi hørte, at app’en lukkede ned, måtte vi skabe en løsning, der kunne det samme, men på en anderledes og sikrere måde,” siger Gustav Corpas.

I WeShare laver man først en overførsel til WeShare, hvorefter de laver en overførsel til dine venner. I PeerShare foregår overførslen direkte fra PeerShare via en betaling på MobilePay til dine venner uden at skulle forbi en mellemmand.

Slut med WeShare: Nu er studerende fra Aalborg klar med nyt alternativ

På den måde bliver transaktionerne mere sikre og private og en enkelt fejl vil ikke føre til systemfejl eller tab af data.

Derfor er det ikke bare en erstatning af WeShare. Det bliver et alternativ, som er endnu bedre.

Mændene bag PeerShare

Bag PeerShare står Gustav Corpas og Anton Juul-Naber. Gustav Corpas er på sit sidste semester af sin kandidat i interaktive digitale medier, mens Anton Juul-Naber er ved at uddanne sig til Software ingeniør.

Lige så længe de kan huske tilbage har Gustav Corpas og Anton Juul-Naber eksperimenteret med at lave deres egne projekter.

De har begge i lang tid været fascinerede af decentraliseret teknologi og så nedlukningen af WeShare som den perfekte mulighed for at starte et projekt, som både var interessant for dem selv og brugbart for andre.

Beta-versionen er klar

Indtil videre er det ifølge Gustav Corpas og Anton Juul-Naber en beta-version af deres app, som er tilgængelig. Der vil derfor løbende blive videreudviklet på den, så tidligere brugere af WeShare ikke kommer til at mangle noget.


Derudover er den open source, som vil sige, at alle programmører kan bidrage og videreudvikle på app’en.

Gustav Corpas og Anton Juul-Naber opfordrer alle til at prøve app’en og give feedback for at hjælpe med at forbedre den endnu mere.

Del artikel

Andre læser også