Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Efter 11 år: Nu kan det være slut med særlige fester i Gaden

Design-uden-navn-81-1024x614
Privatfoto fra facebooksiden

“Efter 11 fantastiske år er vi desværre nødt til at sætte vores fester i Jomfru Ane Gade på pause.”

Sådan lyder den triste besked fra de frivillige bag “Fester i Jomfru Ane Gade for mennesker med særlige behov”, som gennem mere end et årti har skabt trygge diskoteksaftener for unge og voksne med særlige behov.

Problemet er enkelt: De har ikke længere et sted at holde deres fester.

“Det er virkelig en skam,” siger Marlene Qvist, der har været frivillig siden den allerførste fest for 11 år siden.

Sammen med to andre frivillige står hun bag de fire årlige diskoteksaftener, hvor mennesker med særlige behov kan opleve en helt almindelig bytur – i trygge rammer.

Har flyttet med diskotekerne

Festerne begyndte på Hollywood Boulevard, hvor den daværende ejer var med til at starte konceptet.

Da Hollywood lukkede, flyttede de til Surf. 

Da Surf lukkede, rykkede de videre til Andys. Og da Andys blev lavet om til en “spillearkade”, hjalp REKOM dem videre til Proud Mary.

Men nu er mulighederne sluppet op.

“Proud Mary fungerer som sportsbar, så de kan ikke reservere fire fredage om året til os. Vores gæster har brug for at kende datoerne lang tid i forvejen, fordi mange skal koordinere med bosteder, ledsagere og familie,” fortæller Marlene Qvist.

Derfor har de nu været i dialog med en lang række steder i Jomfru Ane Gade – indtil videre uden held.

Det skal være i Jomfru Ane Gade

“Men hvorfor kan I ikke bare flytte festerne ud af Gaden,” lyder nogle af kommentarerne under facebookopslaget. 

Men for mange af festdeltagerne er det afgørende, at festerne bliver ved med at være i netop Jomfru Ane Gade.

Det er nemlig en stor del af hele idéen.

“Vores gæster vil gerne være som alle andre. Når man bor i Aalborg, så går man i byen i Jomfru Ane Gade.

Det er dér, man mødes, og det er den oplevelse, de også ønsker,” siger Marlene Qvist.

Nogle bliver på diskoteket hele aftenen – og andre går en tur gennem Gaden og besøger også de andre diskoteker. 

“Det er en del af oplevelsen. Man føler sig som en del af nattelivet,” siger hun.

Få krav – stor betydning

Selvom de nu leder efter et nyt sted, er kravene faktisk beskedne.

De har brug for et diskotek i stueplan – eller et sted, hvor kørestolsbrugere kan komme ind. 

Derudover skal der være en DJ, et dansegulv, bartendere og mulighed for at have stedet for sig selv fra klokken 19 til 22.

Resten klarer de frivillige.

“Vi står selv for indgangen, koordineringen og alt det praktiske.

Vi hjælper også med at rydde op på bordene i løbet af aftenen og efter festen,” siger Marlene. 

Der er heller ikke nogen økonomi i det for Marlene og de frivillige.

Gæsterne betaler kun for de drikkevarer, de køber i baren.

“Vi vandt faktisk Aalborg Kommunes Handicappris det allerførste år, vi lavede festerne. Dér fik vi 5000 kroner, og vi har stadig 500 kroner tilbage, selvom vi indimellem giver velkomstdrinks ved særlige lejligheder,” siger Marlene med et smil.

Håber nogen vil række hånden ud

Nu håber de tre frivillige, at et diskotek – eller nogen med de rigtige kontakter – vil melde sig.

For ellers risikerer en 11 år lang tradition at stoppe.

“Det ville være lidt af en katastrofe, hvis Jomfru Ane Gade ikke længere kan rumme det her.

Vi håber virkelig, at der er nogen, der har lyst til at gøre en forskel for os,” siger Marlene Qvist.

På Facebook opfordrer de derfor både diskoteksejere og alle andre til at dele opslaget i håb om, at det når frem til den person, der kan sikre, at festtraditionen kan fortsætte.

Du kan læse mere på deres facebookside.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.