Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Slip ensomheden fri: Stort event fylder Gabels Torv på lørdag

Af Nathalia Hentze Nielsen

At flere og flere unge i Danmark føler sig ensomme, er efterhånden ved at blive en kedelig kendsgerning.

En undersøgelse lavet af Sundhedsstyrelsen i 2018, viser at så mange som hver tiende ung føler sig ensom – tal, der nikkes genkendende til hos Ventilen.

Den frivillige organisation, som har til formål til at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge mennesker, håber at skabe opmærksomhed omkring problemet og deres arbejde, når de afholder den årlige Ensomhedsdag lørdag den 4. maj.

Begivenheden finder sted på Gabels Torv fra 10.00 til 16.00, hvor de frivillige står klar med kage, vand og bolsjer, men også er parate til at tage en snak om stort og småt i livet.

En dag dedikeret til ensomhed lyder måske ikke så appetitlig, medgiver Ventilens presseansvarlige, Lars Andersen, men som han pointerer:

”Nogen skal turde snakke om det. Vi forsøger at bryde tabuet omkring ensomhed.”

Slip ensomheden fri

Udover kage og mulighed for en snak med de frivillige, vil der også være forskellige konkurrencer, og kl. 14.00 har man mulighed for at skrive sine tanker og følelser omkring ensomhed på en heliumballon og dermed ”slippe ensomheden fri” ved at sende den til vejrs.

Denne symbolske gestus er en ny tilføjelse til et arrangement, der har vokset sig større og større for hvert år, og som stadig modtager gode tilbagemeldinger.

”Responsen er absolut positiv. Vi plejer at få en masse glade og nysgerrige besøgende.

Vi har efterhånden opbygget en rigtig god frivilliggruppe, og de er udslagsgivende for, at vi kan afholde så stort et arrangement,” fortæller Lars Andersen.

Netop frivilliggruppen er essentiel for Ventilens arbejde, da de hjælper de unge ind i et fællesskab og øver sociale kompetencer ved at lave forskellige aktiviteter i selskab med dem.

Slip ensomheden fri: Stort event fylder Gabels Torv på lørdag

 

Lokalt mødested for ensomme unge

Der findes ikke en enkel forklaring på, hvorfor så mange unge føler sig ensomme i dag, ligesom der heller ikke er tale om en enkel personlighedstype, som rammes.

Tværtimod kan det både være introverte og ekstroverte, stille samt højlydte, som føler sig ensomme; enten fordi de aktivt holdes udenfor, fordi de har svært ved at finde fodfæste i en gruppe eller måske fordi de ikke føler, de har nogen at være fortrolige med.

Ventilen fremhæver også de høje præstationskrav fra omverdenen som medvirkende til isolationen.

Er man ung mellem 15 til 25 år og føler sig ensom, kan man henvende sig hos Ventilens mødested på Danmarksgade 52 til en samtale om, hvordan organisationen kan hjælpe.

Kunne man godt tænke sig at være frivillig, kan man læse mere på Aalborg-afdelingens hjemmeside.

Læs mere om Ensomhedsdag her.

Del artikel

Andre læser også