Sparkede flere døre op: Sliksultne indbrudstyve slog til på skole
Fredag er lig med slik.
Det var det i hvert fald for flere sliksultne indbrudstyve i fredags.
I stedet for at gå en tur i kiosken og fylde posen med fredagssnolder tog de dog alternative og knap så lovlige midler i brug.
Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet har sikret DNA
Fredag eftermiddag slog flere sukkerglade tyve til på en skole i Svenstrup.
Slik, is og sodavand blev ofre for tyvenes trang til søde sager.
Det var tilsyneladende tyvenes eneste formål, for umiddelbart blev andet ikke stjålet.
Ved at sparke tre døre op fik tyvene adgang til skolens spisesal og køkken.
Forinden kom tyvene ind på skolen via en idrætshal, der altid står åbent i dagstimerne.
Alt imens, tyvene var i fuld færd med at nyde de tomme kalorier, blev de dog forstyrret.
Derfor skyndte de sig at smutte fra stedet, hvor de efterlod de sørgelige rester af deres tyvekoster; sodavandsflasker, slik- og ispapir.
Ved politiets ankomst blev DNA fra sodavandsflaskerne og mulige fingeraftryk sikret.