Slikmekka i Aalborg: Her er byens bedste bland selv muligheder
Januar er ovre, og det betyder, at de stramme diæter og restriktioner, i de fleste tilfælde, nok er det samme.
Men hvem har også i det hele taget lyst til at leve et liv helt uden det ugentlige sukkerrush og den begejstring, vi får, når vi – uanset alder – bliver sluppet løs i en slikbutik?
For alle kender vel udtrykket: “… som at slippe et barn løs i en slikbutik.”
Et udtryk for noget, som nærmest er as good as it gets. Og måske er det ikke en tilfældighed?
Bland-selv slik er i hvert fald en stor favorit, når det kommer til guilty pleasures blandt danskerne; og aalborgenserne er ikke en undtagelse.
De fleste af os har utvivlsomt en masse gode minder forbundet med de syndige godter og ikke mindst besøget i den lokale slikbutik, hvor man ufortrødent skovler lækkerier i posen – til man næsten skammer sig.
De små selvstændige slikbutikker forsvinder
Men der er selvfølgelig mange kriterier, der skal opfyldes, når man er på jagt efter den helt perfekte blanding: Især udvalg og pris spiller en afgørende rolle, og derfor har vi her sammensat vores liste over byens bud på de bedste slikmekkaer.
Dog har vi i vores jagt konstateret, at de små selvstændige slikbutikker er en hastigt uddøende race. Sandsynligvis fordi de store detailbutikker er gået heftigt ind i slikkrigen, og kan sænke priserne helt vildt eksempelvis om fredagen.
Boulevarden kan eksempelvis ikke længere prale af at have et slikmekka. Men vi har fundet fire bud på de mest populære bland-selv muligheder i Aalborg.
Velbekomme!
Candylicious, Reberbansgade 12
I Reberbansgade finder man bland-selv-butikken Candylicious. Her dominerer lyden af raslende slikposer i de fleste timer af weekenden, og det er svært ikke at lade sig friste.
Med over 500 varianter inden for bland-selv må udvalget siges at være blandt byens største.
Vores erfaring siger os, at dette sted især er oplagt for dem af jer, som foretrækker blød chokolade og søde karameller. Butikken rummer dog også alle klassikerne, så uanset ens smag er der god grund til at slå vejen forbi.
Derudover har Candylicious også et stort udvalg af chips, chokolade, slikkepinde og selvfølgelig den helt rigtige årgang af din favorit sodavand.
Og lige som man troede, at det ikke kunne blive bedre, så bringer Candylicious tilmed gerne ud via Hungry.dk. Du behøver altså ikke engang at forlade din sofa og Netflix-marathon for at få overgive dig til blodsukkerets efterhånden desperate kald.
Pris: 9,95 kr. pr. 100 gr.
Åbningstid: 11:00 – 22:00 (fredag og lørdag til kl. 23)
Candy Sweet, Kastetvej 11
Et andet sted i Vestbyen, ikke langt fra Candylicious, finder man byens anden bland-selv butik.
Også her er det svært ikke at blive fristet. Selvom butikken befinder sig i kælderhøjde, så føler man sig alligevel lidt tættere på himlen.
Udvalget hos Candy Sweet er et par skumbananer mindre end ved førnævnte, men man skal virkelig være kræsen for at “mangle” noget bestemt.
Pris: 9,95 kr. pr. 100 gr.
Åbningstid: 11:00 – 22:00 (fredag og lørdag til kl. 23)
Bilka, Hobrovej 450
I forbindelse med denne guide måtte vi erfare, at de små slikbutikker muligvis er en uddøende race. I hvert fald her i byen.
Dette skyldes sandsynligvis, at de store detailbutikker ofte har deres egen afdeling med bland-selv slik – til konkurrencedygtige priser.
Dette gør sig for eksempel gældende i Bilka i Skalborg. En hel væg er afsat udelukkende til dette formål og tilmed med den ekstra service, at det veganske slik er blevet markeret.
Så måske er det slet ikke så svært at leve som veganer?
Pris: 9,90 kr. pr. 100 gr. (6,95 kr om fredagen)
Åbningstid: 06:00 – 00:00
Kvickly, Dannebrogsgade 64
Kvickly har, ligesom Bilka, fordelen af at være en stor kæde og udvalget er også gigantisk i den nyrenoverede Kvickly i Vestbyen. De har i den grad dedikeret en hel afdeling til bland selv slik, og her vælter det ind med både unge, børnefamilier og ældre især når weekenden er over os.
Prisen er lidt højere end de andre steder, men kvaliteten er til gengæld også helt i top – og når sliksulten ofte er højest i weekenden, er prisen heldigvis også helt i bund.
Pris: 11,95 kr. pr. 100 gr. (7,95 kr. fredag og lørdag)
Åbningstid: 8.00 – 21.00