Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Møbler, tøj og kunst: Her er et 300 kvm slaraffenland for genbrugselskere

Af Nathalia Hentze Nielsen

I går tog vi turen til Søvangen 11 i Nørresundby for at besøge den nye isbutik, Is Ved Vandet.

Sådan opdagede vi, godt nok med nogle måneders forsinkelse, at en ny genbrugsbutik er åbnet i de tilstødende lokaler.

Hele bygningen på Søvangen 11 har været et bankocenter, men nu har Morten Berg overtaget det og omdannet det til et rent slaraffenland for genbrugs- og kunstelskere.

Sælger alt mellem himmel og jord

Morten er egentlig snedker og bruger det meste af sin tid på firmaet Bergs Tømrer & Snedkerfirma, men han har også en kæmpe passion for genbrug, restaurering og kunst.

Alle de interesser får han lov til at udfolde i de 300 kvm store lokaler ved Limfjorden, som han har navngivet Hos Berg’s.

“Det er lidt af et tilfælde, at jeg har åbnet denne butik. Jeg har altid solgt alt muligt, og jeg fik mulighed for at opbevare nogle møbler her på adressen.

Det ene tog lidt det andet, og jeg begyndte at lægge nogle kræfter i at renovere stedet, fordi det var meget slidt og ødelagt.

Nu har jeg så en genbrugsbutik, og jeg forpagter også isbutikken til Joost Dekker,” fortæller iværksætteren.

De 300 kvm er fordelt på flere forskellige rum, som hver især indeholder alt mellem himmel og jord.

Der er møbler, nipsting, tøj, sko, tasker, smykker, kunst og meget mere – alt i varierende prisklasser. Nogle ting koster så lidt som 10 kroner.

Noget af inventaret har Morten opkøbt fra dødsbo, andet er genbrugsfund og kunsten er lavet af lokale kunstnere.

Møbler, tøj og kunst: Her er et 300 kvm slaraffenland for genbrugselskere

Vil gerne hjælpe lokale kunstnere

En af disse kunstnere er Sarah Dominique, som også står i butikken til hverdag og ekspederer kunder.

En anden er Erik Münchow, der hver onsdag mellem kl. 11.00-16.00, tilbyder malerkurser på adressen til kun 200 kroner.

“Morten er meget passioneret omkring kunst, og han vil gerne hjælpe os kunstnere,” siger Sarah efter vores introduktion.

Morten selv tilføjer senere, at han godt kunne tænke sig på sigt at have et galleri i lokalerne, og at han også meget gerne vil udleje plads til kunstnerne, der kan bruge det som værksted og atelier – i stil med North Urban Art Studio ved Spritten.

Er du kunstner og kunne være interesseret i sådan et setup, er du velkommen til at kontakte ham på mail (hosbergs9400@gmail.com), tilføjer han.

Det er dog ikke kun kunstnere, der er plads til.

I et af lokalerne, beliggende ud til den store terrasse, er der lige nu tomt, men han håber, at kunne udleje det til arrangementer, fester eller hvad end, man kan finde på.

“Jeg er bare glad for, at der kommer liv i det gamle bankocenter. Jeg få lov til at lege en masse her sammen med andre, inden der skal bygges på grunden,” siger Morten.

Planen er nemlig stadig, at det gamle bankocenter helt skal rives ned, og noget nyt skal opstå på grunden.

“Men det bliver ikke et otte etagers højhus, som nogen i byen har frygtet,” understreger Morten, der selv har fået lov til at leje den gamle bygning af ejeren.

Hvad der præcist skal bygges til næste sommer, er endnu uvist.

Møbler, tøj og kunst: Her er et 300 kvm slaraffenland for genbrugselskere

Musik ved vandet i august

De to butikker, Is Ved Vandet og Hos Berg’s, har virkelig den smukkeste placering ned til Limfjorden.

Når vejret er solrigt som i dag, flokkes folk til området langs vandet, og det gav DJ Thomas Villefrance fra AUME en idé.

Han kontaktede Morten og spurgte om ikke, de skulle afholde et event sammen i Lindholm Strandpark, og det er nu planlagt til hele to datoer: Den 17. og 24. august fra kl. 14.00-20.00.

Her kommer flere DJs og spiller musik, mens genbrugsbutikken planlægger et udendørs loppemarked, og isbutikken selvfølgelig tilbyder kolde fristelser.

Hvad det præcise program bliver, kan du holde øje med på AUMES Facebook-side.

Du kan også følge med Hos Berg’s på deres Facebook-side.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien