Begrænset periode: Skulpturparken er blevet fyldt med spejle og diskolys
Du kender dem nok som en gammel tivoliklassiker. De var nemlig en stor attraktion i gamle dage, som folk stimlede til fra nær og fjern.
Men nu er de altså begyndt at blomstre frem igen. De seneste år er de blandt andet blevet en stor succes i både USA, England og Holland.
Og nu også i Nordjylland.
Et spejlunivers er nemlig tittet frem i Skulpturparken i Blokhus. Parken er blevet pyntet med 20 spejlkugler og 20 “funny mirrors”, der forvrænger dit spejlbillede og kan give anledning til et godt grineflip.
Disko i parken
I weekenden den 19.-21. april kan du gå på opdagelse blandt de mange spejle, hvis du besøger det nordjyske ferieparadis Blokhus.
“Vi ville gerne have nogle elementer ind i parken, som gav noget til børnefamilierne, og som vores gæster kunne interagere med. Det skaber så meget sjov uanset, om man er 5 eller 85 år,” fortæller driftschef i Kulturhuset- & Skulpturparken Blokhus, Louise Kande Pedersen.
Samme weekend kan du opleve særudstillingen med udendørs glas- og havekunst fra KunstUnik, der udstiller håndlavede og mundblæste kunststykker fremstillet af mindre europæiske kunsthåndværkere.
Det betyder, at Cirkelhaven er blevet prydet med glaskunst, der nærmest går i ét med naturen – såsom smukke blomster, små yndige fugle i glas og spejlkugler i træerne.
Og så har de skabt det, de kalder Spejldansen.
“Vi har krydret spejluniverset med en udstilling, hvor vi blandt andet har den her spejldans med spejlkugler gennem hele tunellen, som nærmest skaber disko i parken, når solen skinner på dem,” fortæller Louise Kande Pedersen.
Danmarks eget voksmuseum
Når du allerede er i Skulpturparken, er det også en perfekt anledning til at besøge Europas største mobile voksmuseum.
Fredag den 5. april blev dørene til Danmarks første voksmuseum åbnet. Og det har været en kæmpe succes allerede.
I begge Arkadebygninger kan du opleve et væld af verdenskendte film-, tv- og sportsstjerner.
Her kan du møde naturtro udgaver af superstjerner som Harry Potter, David Beckham, Bruce Willis, Brad Pitt, Gandalf, Marylin Monroe og mange flere.
Billetten til Voksmuseum i Arkaden er inkluderet i entrébilletten til Skulpturparken.
Så i weekenden den 19. – 21. april kan du godt forberede dig på en stjernespækket og fortryllende oplevelse med både Voksmuseum og Glas & Spejle udstilling.
Det er også den sidste weekend med specialpris, hvor du kan få billetten til kun 65 kroner. Herefter skal der igen betales normalpris.
Den efterfølgende weekend, den 28. april, er der indvielse af de nye sandskulpturer, så den 19.-21. april vil man også kunne opleve ti af verdens bedste skulptører i processen frem mod den nye udstilling med temaet “Verdens vildeste opdagelser.”