Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe anerkendelse: Skuespiller ved Aalborg Teater modtager fornem pris

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Allan Toft
Foto: Allan Toft

Skuespiller ved Aalborg Teater Marie Knudsen Fogh modtog i går Teaterpokalen – en af de absolut fornemmeste priser i dansk teater.

Det skriver Aalborg Teater i en pressemeddelelse.

Teaterpokalen uddeles en gang om året af Foreningen Danske Teaterjournalister og er en af Danmarks ældste teaterpriser.

Prisen gives for en enestående, scenisk præstation i den forløbne sæson.

Aktuel i familiedramaet Skyld

Marie Knudsen Fogh er uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater og Syddansk Musikkonservatorium i 2013.

Siden 2016 har Marie Knudsen Fogh været en fast del af Aalborg Teaters ensemble, hvor hun bl.a. har medvirket i Daemon, Richard III, Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte, Aftenlandet, Alle mulige ting til salg, Revolution i Kommunen, Fanny og Alexander og stod alene på scenen i Porno for begyndere og Sugar.

I 2016 modtog Marie en ”Reumert Talentpris” for sine optrædener på Aalborg Teater.
I 2022 modtog Marie Carl Johan Hyltofts legat fra Skuespillerforeningen af 1879.
I 2022 modtog Marie legatet ‘Årets skuespiller i Nordjylland 2022.

I denne sæson har Marie Knudsen Fogh blandt andet spillet hovedrollen som Martha i Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf – en rolle som hun modtog en Reumert-nominering for som Årets Kvindelige hovedrolle, medvirket i Fanny og Alexander og er netop nu aktuel i Julie Maj Jakobsens familiedrama Skyld.

I sæsonen 2022 / 23 kan hun desuden opleves i Henrik Szklany’s nordjyske saga om Anita og hendes familie i Alle mulige ting til salg og Revolution i Kommunen og i januar måned er der premiere på sidste og tredje del af historien om Anita i forestillingen Dødsbo på pløjemarken.

Autentisk og strålende

I sin tale til dagens prismodtager sagde kritiker ved Jyllandsposten og Iscene Trine Wøldiche blandt andet:

”Hun (red: Marie Knudsen Fogh) mestrer alle tænkelige, menneskelige følelser og sindsstemninger på én gang. Hun har et fantastisk nærvær på scenen.

Og en høj grad ad troværdighed i sit spil, der gang på gang får os alle til at tro på, at det menneske, vi ser, er helt og ægte.

Uanset typen af rolle. Uanset hvem, hun spiller overfor. Uanset hvilke mærkværdige fysiske udfoldelser eller lange, klassiske replikvekslinger, hun stilles overfor, så opleves hun autentisk og strålende.

… Tak for de mange forrygende præstationer. Tak for din imponerende alsidighed, din unikke energi og din evne til at gøre hvilken som helst rolle – lille som stor – til forestillingens vigtigste”.

Del artikel