Er vant til store udfordringer: Skråen ansætter profil som ny chef

Det populære spillested Skråen i Aalborg har ansat Dennis Roger Krogh Ravn som ny leder.
Med over 20 års erfaring som leder og en uddannelsesbaggrund i musikbranchen skal han nu føre Skråen videre som et af Danmarks førende koncert- og eventsteder, kendt for fornyelse, forankring og tradition.
“Vi er meget glade for at byde Dennis velkommen til Skråen.
Han har dokumenteret erfaring med at lede mennesker i en værdidrevet organisation, hvor værdierne mangfoldighed og mod står helt centralt – præcis som hos os.
Dennis kombinerer et stærkt ledelsesfundament med en passion for musik og kultur, og det gør ham til et oplagt valg til at stå i spidsen for Skråen,” siger Mikael Borup, Skråens bestyrelsesformand.
Tidligere været i IKEA
Dennis Ravn har tidligere ledet store teams og komplekse processer i IKEA, hvor kultur, værdier og medarbejderudvikling var i centrum.
Her arbejdede han målrettet med at omsætte strategier til praksis, skabe retning og engagere medarbejdere.
Både i udviklingen af nye initiativer og i den daglige drift.
Før sin tid i IKEA tilbragte Dennis 10 år i musikbranchen, hvor han opbyggede både passion og indgående kendskab til miljøet.
Samle mennesker
Kombinationen af strategiske og menneskelige ledelseskompetencer gør ham godt rustet til at videreføre og udvikle Skråens musikalske profil.
“Jeg glæder mig enormt til at kombinere min passion for musik og kultur med min erfaring fra 15 år som leder i en værdidrevet organisation.
For mig handler ledelse om at samle mennesker, skabe en klar retning og få strategien til at leve i hverdagen. Skråen har en stærk kulturarv, og jeg ser frem til at bygge videre på den – med fokus på mangfoldighed, mod og en levende musikprofil,” siger Dennis Ravn.