Vokser i størrelse: Kæmpe drøm går i opfyldelse for kendt Aalborg-skole
Skipper Clement Skolen i Aalborg har et motto, der lyder: “Der er altid noget at glæde sig til.”
Og det motto må man i den grad sige, at de kan nikke genkendende til på den kendte Aalborg-skole i disse dage.
For en stor – og længe ventet – drøm er netop ved at gå i opfyldelse.
Skolen kan snart fordoble kapaciteten på skolen fra 260 børn til 510 børn på skolen.
“Forleden underskrev vi den totalentreprisekontrakt, der gør det officielt: Skipper Clement Skolen fordobler det internationale skoletilbud i Nordjylland,” skriver skolen i et LinkedIn-opslag.
“De sidste år har vi – sammen med mange gode mennesker – arbejdet målrettet på at kunne give byen og regionen den internationale skolekapacitet, der er brug for. Nu tager drømmen for alvor form – i tæt samspil med de stærke erfaringer, vi allerede har opbygget på Skipperen.”
Skipper Clement Skolen er Nordjyllands eneste skole med en international linje.
De seneste mange år har Aalborg tiltrukket mere og mere udenlandsk arbejdskraft, og dermed har efterspørgslen efter en international skole også været støt stigende.
Sådan bliver den “nye” skole
Det bliver Ideal-arkitekter, der skal være bygherrerådgiver for det store projekt, og de skal sammen med Magnus Thomsens Efterfølgere bygge en topmoderne bygning, der bidrager positivt til byens vækst og internationale tiltrækningskraft
Den opdaterede Skipper Clement Skolen byder bl.a. velkommen til en ny multihal, nye faglokaler og ikke mindst et nyt skolekøkken.
Der bliver også penge til nye inspirerende læringsmiljøer til de mange nye internationale elever, skolen byder velkommen i de kommende år.
Det bliver 5. januar, at skolen tager det første spadestik til det ambitiøse projekt, og i april 2027 kan de nye rammer indvies.
Den store udvidelse af blevet mulig takket være et samarbejde mellem Skipper Clement Skolen, Centrica Energy, Sparekassen Danmark Fondene, Liftra, Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune.