Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Skeptiske diskoteks-ejere i Gaden: Restriktionerne gør det svært at drive forretning

Af Stine Kjølby Christensen

August nærmer sig med hastige skridt, og det betyder blandt andet, at vi snart går ind i genåbningens fjerde fase.

Her kan landets diskoteker og natklubber sandsynligvis få lov at lukke dørene op igen for deres gæster. Planen melder dog ikke noget ud om, om diskotekerne fortsat skal lukke til midnat.

DR.dk har snakket med flere diskoteksejere fra Jomfru Ane Gade, og meldingen er klar: Skulle kravene for genåbningen ikke blive ændret, overvejer flere, om de overhovedet skal åbne.

Det er nemlig efter midnat, at den største omsætning kommer i kassen.

Marketingdirektør for Rekom Group, Kristoffer Hjort Storm, udtaler i den forbindelse til DR.dk:

“Tiden efter 24.00 er der, vi tjener de fleste penge, så det vil være et kæmpe økonomisk tab for os.

Det bliver svært at vænne danskerne til at gå så meget tidligere i byen, at det rent faktisk kan være en fornuftig forretning for os.”

Rekom har siden nedlukningen haft 2.000 ansatte hjemme på lønkompensation.

Bekymret for smittetrykket

Det er ikke kun diskotekerne selv, der er skeptiske omkring genåbningen.

Thomas Benfield, der er professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, har andre bekymringer i forbindelse med genåbningen af nattelivet.

Han mener nemlig, at kravene om at holde afstand og afspritte bliver svære at opretholde, når gæsterne først indtager dansegulvet med alkohol i blodet.

Thomas Benfield slår derfor fast, at det bliver nødvendigt at holde skarpt øje med stigningen i antal smittede, når først diskotekerne får lov at genåbne.

En sag fra Sydkorea har blandt andet påvist at en enkelt mand, der var smittet spredte smitten til mindst 54 personer efter en tur i byen.

Genåbningens fase fire er planlagt til start august.

Del artikel

Andre læser også