ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe millionhandel: Skal sikre billig fjernvarme i Aalborg

Af Michael Qureshi

Aalborg Forsyning har indgået kontrakt med svenske Rodoverken om levering af et varmelager på 200.000 m3 i ståltanke.

Investeringen er endnu et vigtig skridt i den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg Kommune.

Det skriver Aalborg Forsyning tirsdag i en pressemeddelelse.

I 2028 stopper Nordjyllandsværket sin kulbaserede produktion af fjernvarme, og derfor er Aalborg Forsyning i fuld gang med at forberede sig på den grønne omstilling af fjernvarmen fra fossile til vedvarende energikilder.

Har brug for et stort lager

I den forbindelse spiller investeringen i et varmelager bestående af 200.000 m3 ståltanke en vigtig rolle.

“Nordjyllandsværket kan skrue op og ned for produktionen og tilpasse sig forbrugernes skiftende varmeforbrug, men når vi går over til elbaseret varmeproduktion på varmepumper og elkedler, er det ikke muligt.

Derfor får vi brug for et større lager, så vi kan sikre en høj forsyningssikkerhed også i de spidsbelastede perioder, hvor forbrugerne bruger ekstra meget varme og varmt vand,” siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

Med varmelageret kan Aalborg Forsyning også udnytte udsvingene i elpriserne og dermed optimere varmeproduktionen.

”Det vil sige, at vi kan producere meget varme og gemme det på lageret, når elpriserne er i bund, og så kan vi bruge varmen fra lageret, når elpriserne er høje.

På den måde kan vi sikre, at vi fortsat har billig fjernvarme i Aalborg Kommune,” siger Søren Gais Kjeldsen.

Fleksibel og billig løsning

Aalborg Forsyning har netop indgået kontrakt med svenske Rodoverken om leveringen af det 200.000 m3 store varmelager.

I alt drejer det sig om en investering på cirka 400 millioner kroner. Varmelageret kommer til at bestå af fire ståltanke, der skal stå i Norbis Park, som er Aalborg Forsynings område ved Nordjyllandsværket.

”Der er tale om fire gigantiske vandbeholdere, der opbevarer varmen, og hele tiden står og oplader og aflader.

Det er en velkendt og afprøvet teknologi med lav investeringsrisiko og lang levetid.

Derudover kan vi udbygge løsningen efter behov, hvilket giver en betydelig fleksibilitet i forhold til at gennemføre den grønne omstilling så omkostningseffektivt som muligt,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, teknik direktør i Aalborg Forsyning.

Når de fire tanke er fuldt opladede indeholder de, hvad der svarer til 625 husstandes årlige varmeforbrug.

Efter planen skal tankene være i drift i 2025.

Del artikel