Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Skagen Festival
Foto: Skagen Festival

De smukke strande, det særlige lys, de fantastiske restauranter, de maleriske huse og den enestående natur.

Skagen er og bliver en af de mest magiske byer om sommeren, og man mangler ikke ligefrem undskyldninger for at besøge kystbyen længst mod nord.

Men hvis der er ét tidspunkt, du skal besøge Skagen på, så er det når Danmarks ældste folkemusikfestival finder sted i Skagen.

Skagen Festival er fra 4.- 7. juli klar til – for 52. gang – at byde velkommen til fire dage med musik, hygge, (forhåbentlig) godt vejr og en helt særlig stemning.

Årets program byder naturligvis på folkemusik i alle afskygninger, og man kan bl.a. glæde sig til koncerter med Lars Lilholt Band, Søren Huss, Peter Sommer, Tørfisk, The Dublin Legends, Bellaimi & Lune Carlsen, Shubidua 2.0, Birthe Kjær – og mange, MANGE flere.

Du kan se hele programmet her.

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang
Foto: Skagen Festival

Derfor skal du besøge Skagen Festival

Skagen Festival er en helt særlig festival på flere måder.

“Vi er ikke en festival som alle andre. Vi er jo for det første en festival uden hegn.

Det betyder, at når der er Skagen Festival, så er der festival i hele byen i fire dage.

De lokale erhvervsdrivende og restauratører rider med på bølgen og sørger for, at den helt særlige stemning når ud i alle afkroge af Skagen,” fortæller formand for Skagen Festival, Jesper Hegaard.

Og netop stemningen er det helt essentielle for Skagen Festival.

“Skagen Festival er først og fremmest en stemning. Den stemning er over det hele, og den er faktisk svær at beskrive. Den findes både på scenerne, blandt publikum, men også rundt omkring i byen, hvor man er samlet om den her festival, hvor vi hylder folkemusikken og den gode stemning.”

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang

Sådan kommer du med

Som musikprogrammet afslører, så er Skagen Festival først og fremmest en folkemusikfestival.

“Det er jo heldigvis en bred størrelse, og vi savner virkelig bredt. Vi har alt fra de bedste danske kopibands til traditionel irsk/skotsk musik og så nogle af de største danske navne inden for folkemusikken lige nu,” forklarer Jesper.

Udover det manglende hegn, så adskiller Skagen Festival sig også ved, at man ikke kan købe et klassisk partout-armbånd.

I Skawbaren er der gratis koncerter, mens du på Torvescenen køber billet i døren alle fire dage.

Sparekassen Danmark – Havnescenen kan du købe billet i døren til koncerterne om dagen, mens du om aftenen køber én billet til alle koncerterne. Lørdag aften kan du eksempelvis komme ind og høre Hush, Bellami & Lune Carlsen og SCRUM for en samlet pris på bare 350 kr.

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang

Hovedscenen er Spar Nord Scenen – Skagen Kultur- og Fritidscenter, hvor der er siddende koncerter alle aftener under festivalen.

Ligesom på Havnescenen køber du blot én billet – og så er du sikret flere store musikoplevelser samme aften.

Torsdag kan publikum glæde sig til folkbandet Phønix, den lokale sangerinde Louise Hammershøj og så legendariske Lars Lilholt Band, der nok skal sætte gang i fællessang i hallen.

Fredagens program byder bl.a. på Søren Huss, der har høstet store roser for sit seneste album og så Peter Sommer, der har nydt stor succes i TV-programet Toppen af Oppen.

“Søren Huss og Peter Sommer passer ind i vores DNA. Deres musik og deres tekster har nogle stærke budskaber. De vil gerne sige noget med deres musik, og deres tekstuniverser tager fat i den danske folkesjæl,” siger Jesper.

Lørdag fyldes hallen op med Tørfisk, Drops of Green og så de irske legender Dublin Legends.

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang

Udover de skemalagte koncerter, vil der også være både planlagte og spontane koncerter på Skagens beværtninger og restauranter i løbet af de fire dage.

“Har man ikke oplevet Skagen Festival mindst én gang i sit liv, så er man altså gået glip af noget helt særligt. Og hvis man først har været her én gang, så er jeg næsten 100 procent sikker på, at man gerne vil komme igen.

Skagens indbyggertal går jo fra omkring 7.500 mennesker og op til næsten 60.000 beboere i de her fire dage, og der er bare en magisk stemning, som man ikke finder andre steder,” afslutter Jesper.

Store navne på plakaten: Skagen Festival er klar for 52. gang
Foto: Skagen Festival

Hvis du skal fra Aalborg mod Skagen, så kører Nordjyske Jernbaner med en udvidet køreplan i Skagen Festival-dagene. Find mere information her.

Mangler du overnatning under Skagen Festival, er det muligt at campere på Skagen Festivals campingområde. Find mere info om det her.

Du kan læse meget mere om Skagen Festival her.

Del artikel

Andre læser også