Skæbnemøde med kommunen: Kan sætte stopper for smørrebrøds-drømme
“Lokalerne er renoveret, alt er malet, og vi kunne være klar til at gå i luften 1. juli. Men sådan skal det åbenbart ikke være,” lyder det opgivende fra Charlotte Koch.
Efter en succesfuld start for Koch’ens Køkken, der åbnede i Reberbansgade i november måned sidste år, var Charlotte og Klaus Koch klar til at slå dørene op for en smørrebrødsbuffet i lokalerne på Holbergsgade 24, hvor der tidligere har været en tøjforretning.
De planer er der dog indtil videre blevet sat i kæp i hjulet på.
Læs også: Alt hvad du kan spise: Genialt smørrebrøds-koncept åbner snart Selvom maden fortsat skulle kreeres i Koch’ens Køkkens nuværende lokale og blot serveres i det nye lokale, giver godkendelse til brancheskift i lokalerne store problemer.
Aldrig oplevet noget lignende
Den første besked til Charlotte Koch var, at det ville tage mindst fem måneder, før Aalborg Kommune ville kunne godkende lokalerne.
En ventetid, som hverken Charlotte Koch eller udlejer har råd til at vente på.
“Det her er mit 21. lejemål i Aalborg, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Måske har jeg ventet tre uger, men aldrig i nærheden af fem måneder. Det er der jo ingen, der kan være tjent med,” siger Charlotte Koch, der er helt uforstående overfor, hvorfor hun skal tage stilling til bygningens konstruktion og meget mere i sin ansøgning til kommunen.
“Det er jo ting, der i forvejen er godkendt. Og vi skal som sagt kun servere maden i lokalerne, mens den bliver lavet i køkkenet på Reberbansgade.”
Hun skal til møde om sagen med kommunen tirsdag eftermiddag.
Efterspørger restauranter
Hun har ikke de store forventninger til mødet, men håber, at der kan komme en bedre løsning end de fem måneders ventetid.
“Jeg kan jo læse og høre, at politikerne slår på, at de rigtig gerne vil have flere restauranter og caféer i bybilledet. Men det får man altså ikke på den her måde,” siger hun.
I forvaltningen hos By og Land i Aalborg Kommune kan rådmand Jan Rose Nymark Thaysen sagtens se problemet, men har ikek umiddelbart nogen løsning på sagen.
“Jeg kan jo sagtens se hendes argumenter, men hvis vi skal have hende prioriteret, hvem er det så, vi skal skubbe bag i køen, fordi der er jo rigtig mange gode projekter,” siger han til TV2 Nord.
Hvor længe folkene bag restauranten og udlejer har tid og råd til at vente, har Charlotte Koch ikke noget endeligt svar på.
“Nu må vi se, hvad vi kommer frem til på mødet hos kommunen, og så må vi tage den med udlejer. Udlejer fortæller, at hun rigtig gerne vil have os ind, men selvfølgelig er der også grænser for, hvor længe hun kan vente, når der står andre klar til at leje lokalerne til formål, der ikke kræver samme godkendelser, som det tilsyneladende gør for os,” siger hun.
Det var planen, at den nye smørrebrødsbuffet skulle have plads til 40 siddende gæster, mens den nuværende afdeling af Koch’ens Køkken primært koncentrere sig om takeaway.