Skaber magi og juleglæde: Aalborg-arkitekt står bag Jul i Tivoli
Hvis der blev afholdt VM i julepyntning, ville Mikkel Trudslev Jensen fra Aalborg højst sandsynligt være på det danske landshold.
Han er nemlig en at de bærende kræfter bag magien i Tivolis julemarked – et marked der år på år bliver kåret blandt verdens bedste.
Mens de fleste først finder julepynten frem i slut-november, er Mikkel allerede i gang, når foråret melder sin ankomst. Som en af Tivolis arkitekter har han nemlig det overordnede ansvar for at skabe ”Jul i Tivoli” – et arbejde, der strækker sig over det meste af året.
I de intense to uger, hvor Tivolis julescenografi fysisk bygges op, er mere end 100 medarbejdere på tværs af faggrupper i sving for at forvandle forlystelseshaven til et glitrende vintereventyr.
Og når Tivoli tænder julelysene og åbner dørene til årets juleunivers, har Mikkel Trudslev Jensen allerede været i julestemning i månedsvis.

“Jeg har faktisk jul på hjernen hele året, for arbejdet med at skabe en ny jul i Tivoli begynder allerede i foråret, hvor det næsten lige har været jul,” fortæller han.
Et drømmejob fyldt med minder
For Mikkel Trudslev Jensen er arbejdet i Tivoli langt mere end blot et job – det er en drøm, der gik i opfyldelse.
Han blev uddannet civilingeniør i arkitektur og urban planlægning fra Aalborg Universitet og fik jobbet i Tivoli blot et halvt år efter sin eksamen.
”Da jeg begyndte på uddannelsen, drømte jeg om at lave olympiske stadions og festivalområder, men så var der en, der foreslog mig, at jeg jo også kunne arbejde med forlystelsesparker.
Det havde jeg ikke tænkt på, men så gik det op for mig, at der jo skal sidde en og designe, hvad der sker i en forlystelseshave. Og den person skulle være mig!”
Siden har han ikke set sig tilbage.
”Jeg undersøgte branchen og talte med alle mulige faggrupper, og hos alle mærkede jeg en stor glæde ved at gå på arbejde. Den samme glæde har jeg oplevet hos mine kolleger i Tivoli – og i mig selv.
Det må være fordi, det produkt, vi skaber sammen, består i at give folk gode oplevelser og minder, der nogle gange varer hele livet.”
Lytter til gæsterne
Mikkel udvikler idéer sammen med kollegerne i Tivolis Design- og Udviklingsafdeling, som står for både planlægning og scenografi af Jul i Tivoli.
Inspirationen henter han blandt andet på researchture til udenlandske forlystelsesparker – eller fra gamle julefilm.
”Jeg studerer, hvordan de opbygger deres sets, og hvordan de virker på seeren. Der er meget psykologi i designet af julebyen. Når den er åbnet, stiller jeg mig ud blandt gæsterne og lytter efter, når de kommenterer det, de oplever.
Så får jeg måske idéer til planlægningen året efter. Jeg skal indtænke oplevelsen fra alle mulige vinkler. Der er mange forskellige ankomstpunkter, og der er mange typer af familier, der skal have udbytte af designet.”
Duften af gran og brændte mandler
Et af Mikkels hovedområder er Julebyen på Plænen – det lille univers med boder, julemandens hus og et væld af stemning.
”Hvert år forsøger vi at give gæsterne en endnu mere fortryllende og nostalgisk jul end sidste år. Vi skal jo både kunne levere den juleoplevelse, folk forventer, men også overraske dem.
Vi skal skabe en klassisk, nostalgisk jul for så mange mennesker som muligt, men vi skal også prøve at skrue lidt på knapperne.”

Selv duften er nøje planlagt.
”Den flis, vi spreder ud, dufter af gran, og så er der alle duftindtrykkene fra boderne med brændte mandler og gløgg. Alle sanser skal have en juleoplevelse.”
Under et tag af gran
I julebyen hænger grene fra otte meter høje grantræer ned over boderne, og guirlander spændes på tværs, så det føles som at bevæge sig under et grønt, duftende tag.
”Det overrasker mig hvert år, hvor godt det virker. Samtidig stiller vi ikke boderne på lige rækker som på et almindeligt julemarked, men laver en lille hyggelig by med små butikker, man kan besøge.
Det er meget hyggeligt og noget af det, der får mig allermest i julestemning.”
Et magisk samarbejde
Forvandlingen fra halloween til jul sker på blot to uger – en præstation, der kræver både præcision og samarbejde.
”Vi har et nærmest magisk samarbejde i Tivoli, når det kommer til disse transformationer, og de andre faggrupper lærer mig hele tiden noget nyt. Før jeg kom til Tivoli, anede jeg for eksempel ikke, at kål kunne bruges så flot!” siger han med et grin.
Mikkel har ansvaret for, at planerne følges, og at scenografien bliver placeret, så både æstetik og gæsteoplevelse går op i en højere enhed.
”Mit ansvar er, at vi overholder de planer, vi har lavet, og at sikre, at de mange krav til placeringer af scenografien bliver vægtet op imod gæsteoplevelsen. På den måde er jeg med til at sikre, at gæsternes tur igennem haven bliver som at træde ind i et helt andet univers, end det, de forlod på den anden side af Tivolis mure.”
Selvom meget af scenografien genbruges, bliver der hvert år tilføjet nye detaljer.
”Der kommer cirka 10-15 procent nyt til hvert år, men langt det meste er noget, vi genbruger. Så der ligger også en stor opgave i at få det til at fremstå friskt og anderledes i forhold til året før.”
Jul i Tivoli
Jul i Tivoli kører fra 14. november til 4. januar.
Her kan gæster opleve Tivoli i sin fineste julepragt med 160.000 glitrende julekugler og over 50 kilometer lys, der kaster en magisk glød over haven.
Pyntede juletræer, nisser og sne skaber en eventyrlig stemning, mens de oplyste hængepile langs Tivoli Søen danner en funklende kulisse for en vinterlig gåtur.
Julen i Tivoli betyder også klassisk højbelagt smørrebrød og velsmagende simreretter, som passer perfekt til årets julefrokost.
Hyggelige juleboder fyldt med håndlavet pynt, søde lækkerier og lokale specialiteter som ristede mandler, lune æbleskiver og flæskestegssandwich.
Luciaoptog er der også den 13. december og et gensyn med den store juleballet for hele familien; nyklassikeren Snedronningen med musik af Oh Land og scenografi og kostumedesign af H.M. Dronning Margrethe.
Under Jul i Tivoli kan Tivolis gæster også opleve den anmelderroste musical Tinkas Juleeventyr – The Musical i Glassalen med musik af Burhan G., og så har De Nattergales – The Julekalender premiere den 21. november i Glassalen.
Gordon Kennedy, Christian Damsgaard og Niels Olsen spiller hovedrollerne.
Læs også: Julemagi i Nordjylland: Disse julemarkeder skal du besøge i 2025