Skål i kageform: Aalborg-bager lancerer Mojito-kage
Det er ikke kun i cocktailglas, at Mojitoen gør sig godt i sommervarmen.
Hos Fru Søgaard i Aalborg kan du nu få en helt særlig nyhed i kagemontren: En Mojito-kage – inspireret af den klassiske drink, men helt uden alkohol.
Så du kan roligt snuppe en (eller to), uden at skulle overveje promillegrænsen, hvis du skal bag rattet bagefter.
En kage med bid og friskhed
Kagen består af en sprød mørdejsbund, toppet med en luftig mousse med hvid chokolade og mynte. I midten gemmer der sig en intens lime-brokengel, og det hele er overtrukket med en blank limegelé og pyntet med chokolade.
Hvordan smager dyret så?
Kagen er en både sød og syrlig sommerfornøjelse, der smager, som hvis din yndlingssommerdrink blev til en dessert.
Man kan sagtens smage, at konditoren har prøvet at ramme smagen af en klassisk mojito, så hvis du elsker den cocktail, så vil den nye sommerkage bestemt falde i din smag
Mojito-kagen koster 45 kr. som take away, mens du skal af med 50 kr., hvis du vil spise den i den hyggelige café.
Du finder Fru Søgaard på C.W. Obels Plads.


