Åbent hus søndag: Sidste etape udlejes på Nørresundby Havnefront
Den gamle slagterigrund i Nørresundby har de sidste mange år oplevet en eksplosion af nye boliger, og færdiggørelsen af området på solsiden af Limfjorden nærmer sig.
Hele området er færdigudviklet medio 2019, og Lærernes Pension, der står for mere end 11.000 nybyggede kvadratmeter i området, fuldender nu deres projekt med i alt 143 lejeboliger kaldet Nørresundby Havnefront.
Første åbent hus den 3. Februar
I de seneste år har Aalborg, som Nordjyllands hovedstad, været i en massiv udvikling fra industriby til en moderne oplevelses- og vidensby.
Dette er medvirkende til, at indbyggertallet stiger, og flere og flere vender øjnene mod vores nordjyske region.
”Med Nørresundby Havnefront og Østeråparken på det gamle godsbaneterræn kan vi tilbyde mere end 300 boliger til familier, enlige og studerende i Aalborg.
Det er en by i positiv udvikling, og vi kan hermed kombinere et stort boligtilbud med et godt, langsigtet afkast til gavn for vores medlemmer,” siger Maria Mørch, projektleder for Ejendomme i Lærernes Pension.
Første etape af Nørresundby Havnefront er allerede fuldt udlejet, og DEAS sætter nu gang i udlejningen af sidste etape.
Det sker med åbent hus søndag den 3. februar 2019, hvor det vil være muligt at skrive sig op til de 70 nye lejligheder.
”Boligerne har en attraktiv placering med kort afstand til midtbyen, Limfjorden og Nørresundby havnefront,” siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS, der står for udlejningen af de 143 nye boliger samt den efterfølgende administration.
Den 15. juni 2019 kan de nye beboere flytte ind på Laurits Hauges Vej 2, 4 og 8. Her finder interesserede både 2-, 3- og 4-værelseslejligheder på 58-102 kvm.
Udeliv i fokus
Beboerne får rig mulighed for at nyde udelivet, da alle lejligheder har syd- eller vestvendt terrasse eller altan. Der er samtidig fælles tagterrasser, og der etableres en sansehave i gårdrummet med forskellige dufte og farvemæssig variation hen over året.
Læs også: Bliver større end Kongens Have: DGI hjælper Aalborg med Stigsparken
Læs meget mere om projektet her.
Åbent hus arrangementet sker d. 3 februar kl. 14.00 på Laurits Hauges Vej 8C, 3. sal, lejlighed 4, 9400 Nørresundby.