Stort løb melder ud: I år er det sidste chance for at løbe eller gå gennem Limfjordstunnelen
11. maj 2025 bliver sidste gang at nordjyderne får mulighed for at løbe eller gå gennem Limfjordstunnelen.
Det meddeler arrangørerne af Aalborg Halvmarathon i en pressemeddelelse.
I år er det 8. gang at motionsglade nordjyder får muligheden for en tur gennem Limfjordstunnelen på to ben – og det samtidig sidste chance for nu. 2025 udgaven af WALKin Nordjylland Aalborg og Aalborg Halvmarathon bliver sidste gang, hvor ruterne går gennem tunnelrøret.
”Vores events er nået til et punkt, hvor vi er udfordret på kapaciteten og logistikken – og hvor Limfjordstunnelen sætter for store begrænsninger på det vi gerne vil”, fortæller Maja Vestergaard Jensen, der er eventkoordinator i DGI Nordjylland, og fortsætter:
”Ved at slå en streg i sandet nu, får vi muligheden for at skabe to endnu større events – der er bedre tilpasset målgrupperne, og hvor vi har større fleksibilitet, både i afviklingen og i forhold til tidspunktet vi inviterer til motionsfest”.
Planlægningen af næste års events er allerede i fuld gang, men det er endnu for tidligt at løfte sløret for planerne fremadrettet.
”Lige nu har vi fuld fokus på at årets udgaver af WALKin Nordjylland og Aalborg Halvmarathon bliver et brag af en afslutning med tunnelen på programmet. Vi har i årenes løb haft mere end 40.000 motionsglade danskere igennem tunnelrøret – og vi glæder os til at slutte den del af med manér”, slutter Maja af.
Der er allerede mere end 4700 tilmeldt de to events samlet set – og en begrænsning i deltagerantal på henholdsvis 5500 til Aalborg Halvmarathon og 2500 på WALKin Nordjylland.